Skam, et festfyrværkeri ud i alt det vi ikke siger højt…

Blog RSS

… men som vi deler.

I weekenden holdt jeg danseworkshop for tyve modige kvinder.
Temaet var skam.
Jeg husker tydeligt da jeg skulle skrive introen til workshoppen og hvor svært det var.
For skam er jo ikke et festfyrværkeri der vækker glæde og lysaligheder galore.
Tværtimod, så rummer skam, alt det vi sjældent siger højt.
Alt det vi tror, vi er alene om at føle og skamme os over

Hvad er skam? 

Der er meget spændende at sige om skam og det er ikke en lille cocktail, men snarere en delikat en af slagsen, der trækker tråde til både selvværd, skyggesider, indre kritiker, feminin essens, parasympatisk nervesystem og følelser som afsky, væmmelse, forlegenhed, pinlighed og meget mere. 

Lars J. Sørensen, definerer skam således: 'Skam er nærvær, der er blevet gjort forkert.' 

Giv det en tanke… hvornår er du blevet gjort forkert?
Gjort forkert af en af dine omsorgspersoner, det kan være mor, far, bedsteforældre, søskende… 
Man kan tit oversætte at blive skældt ud med at blive skammet ud og så begynder eksemplerne tit at dukke op. 

Wall of shame - del din skam

Jeg bad i søndags kvinderne om at være ekstraordinært modige. Mest for deres egen skyld og for hinandens. 
Jeg bad dem om at dele deres skam med hinanden.
Og skrive det ned. 
For skam kan ikke overleve empati, at blive kastet lys på og at blive kigget på af kærlige øjne. 

Brené Brown, som er en af mine store inspirationer, en Amerikansk forsker, som har specialiseret sig i skam, sårbarhed og den måde i connecter som mennesker, siger omkring skam: 

‘Where we struggle with perfectionism, we struggle with shame’
‘The best antidote to shame, is empathy’ 

Til gengæld så vokser skam når vi ikke snakker om den, hemmeligholder den og fordømmer den. Både når vi fordømmer vores egen skam og andres. 
Og måske den fordømmelse vi har overfor os selv, er den værste. 

Det kvinderne skrev ned omkring skam, hang jeg op.
Noget af det, deler jeg med dig her, for det kvinderne i søndags oplevede, var at de ikke var alene.
Du er heller ikke alene med din skam. 

Det du skammer dig over, som du muligvis tænker at du er den eneste der skammer sig over, tør jeg godt garantere dig for, at det er der også andre der gør. 

Kvinderne, inklusiv jeg selv skrev blandt andet der her, 'Jeg skammer mig over…
... at jeg spiser uden at jeg er sulten’
... mit udseende’ 
... at min far var alkoholiker’ 
... at min mor forlod mig’ 
... at jeg ikke er taknemmelig for min mand, som alle andre siger er perfekt’
... at synes at min kæreste er pænere end mig’ 
... at ikke stole på min intuition’ 
... at ikke træne nok’ 
... at jeg har fået en blodprop’ 
... at jeg skammer mig’ 
... at være dygtig’ 
... min krop’ 
... at blive ældre’ 
... at ikke være tilstrækkelig’ 
... at jeg ikke er en god nok veninde, søster, kæreste, datter…’ 
... at jeg ikke har haft en kæreste’ 
... mit valg af kærlighed og det mislykkedes parforhold’
... at jeg er en kvinde, der ikke ønsker børn’ 
... at jeg er jaloux på min søster’ 
... at ikke være god nok’ 

Jeg vil æde min gamle sommerhat på (som min far siger), at der er i hvert fald et par af punkterne ovenfor, som du kan nikke genkendende til.

Så lad os snakke meget mere om skam.
For sagen er, at hvis ikke du gør noget ved din skam, så gør den noget ved dig.
Den begrænser dig og ultimativt set, som Lars J. Sørensen skriver, begår den og du sjælemord på dig selv. 

Dansen er for mig det mest konfronterende og jeg elsker at arbejde med bevægelse og dans, for at få tilgang til vores traumer, vores skyggesider, skam og alt det andet bullshit der står inde i kosteskabet.
Rent personligt, er det som om dans og min krop er et fasttrack til at få nemmere og hurtigere adgang til det der gør ondt.

Nyd din dag - nyd dig selv - hyld dig selv! 

Nå ja… og et godt tip til dig der vælger at lytte, med kærlige øjne og åbent sind, til en der fortæller om sin skam: 

Du skal ikke fikse noget, du skal bare lytte og være der
Undgå at sige ‘Du har da ikke noget at skamme dig over…’ for lige i det øjeblik, gør du det faktisk forkert at vedkommende skammer sig. Og så er der sgu dobbelt op på lort & lagkage :) 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler

Jeg blev hel på Bali!

Blog RSS

Follow

Luftfugtigheden er kvælende, myggene sultne og gekkoerne piler over loftet, da jeg checker ind til Sound Medicine på The Yoga Barn i Ubud Bali.
Det er min sidste aften på Bali.
Jeg skulle egentlig have været til Ubud før, men en herlig omgang dårlig mave (spis ikke papaya skåret på stranden, selvom det smager fantastisk!), forhindrede mig.

Men jeg ville besøge Yoga Barn, mens jeg var på Bali.  
Som om jeg vidste at det ville forandre noget. Måske ikke Ubud i sig selv, men jeg vidste at jeg ville forbi The Yoga Barn. Og måske var det meningen at jeg skulle papaya-poop’e så jeg kom den dag der var Sound Medicine i stedet for den dag hvor der var Esctatic dance, som var det jeg havde drømt om at komme til. Men således sker alting jo af en årsag. 

Der var i hvert fald en grund til at jeg skulle til Sound Medicine. 

Hvad er Sound Medicine?

For at være ærlig anede jeg ikke hvad det var da jeg tilmeldte mig. Og jeg var lige ved ikke at komme, da jeg var super træt.
Men jeg havde et spørgsmål på sinde.
Til mig selv egentlig.
Som jeg endnu ikke kendte svaret på. 

Jeg har følt mig ensom på Bali. 
Ensomhed er en følelse og under enhver følelse er der et behov, der enten bliver mødt, eller i det her tilfælde ikke er blevet mødt. 

At jeg overhovedet når til at give plads til ensomheden, skyldes min dygtige vokalterapeut, Amanda Lagoni, som i en session kort før jeg tager afsted, siger til mig, at jeg er nødt til at give plads til alle følelser, også ensomheden, sorgen og ked af det følelsen. 

Spejløvelsen, som jeg har lært af Joan Ørting på sexologuddannelsen, var første gang jeg prøvede på Bali. En heftig øvelse, som var med til at skrælle lagene af og hurtigere komme ind til kernen. Der er noget nært og meget nøgent i at tale til mig selv. Men også meget dejligt, selvom jeg ikke rigtig har troet på det før. 

Jeg er nødt til at lytte til mig selv

Da jeg er på vej ind på The Yoga Barn, til Sound medicine session, dukker et spørgsmål op. Det er meget tydeligt og klart og det er direkte afledt af det behov jeg ikke har fået dækket. 
Med det går jeg ind til halvanden time sammen med 60 andre mennesker, i den smukkeste sal med gulv til loft vinduer, lige ud til junglevegetation. 

Vi synger. Chanter. Griner lidt og lige pludselig er det som om min stemme får vinger. Og midt imellem sang på sanskrit og arabisk, får jeg svar. 

Det kommer drypvist. Først lidt diffust og så meget tydeligt til sidst. Det ender med at blive formuleret som et mantra, som nu er mit. Et mantra, som svarer på mit spørgsmål. 

Efter at have sunget, er der meditation, hvor vi ligger med fødderne væk fra midten. Sherwin, som læreren hedder synger og spiller, sammen med en anden og rører lejlighedsvist med essentielle olier på vores kroppe. Jeg bliver eksempelvis rørt på mit ene knæ. Sjovt nok, eller ved sgu ikke om det er sjovt, men så mystisk nok, på det ben jeg er kommet til skade med. 

Det er noget smukt i at følge med flowet og det som er. Det lader sig gøre en gang imellem for mig og det gjorde det denne aften.

Jeg snakker med mig selv

Med hænderne over mit ansigt, talte jeg til mig selv. Som mig selv, men en mere ærlig udgave, en mere egenkærlig udgave. Jeg bad blandt andet en person om at gå ud af mit liv, som om jeg kunne tale direkte til vedkommende. Og for første gang, om end ikke direkte til vedkommendes ansigt, sagde jeg at jeg har været ked af det. Og sur. Det har jeg ikke gjort før. Har prøvet at være hende med overskud, der ‘bare’ ønskede lykke og glæde for min næste. Men det er sgu okay at blive sur. 

Mens tårer finder vej ned af kinderne, smiler jeg. For jeg føler mig lettet. 

Så var der nok en mening med at jeg skulle have dårlig mave den ene dag, for så at kunne komme den dag der var sound medicine. Hallelujah! 

Hvis du har lyst til at lave samme øvelse, hvis du eksempelvis er ked af det/usikker/utilpas, så stil dig selv disse to spørgsmål: 

1: Hvad føler jeg? 
2: Hvad har jeg behov for? 

Og find en måde at give det til dig selv på. Det er ikke egoistisk. Det går forud for hvad andre tænker og ikke mindst; det er en måde hvorpå du kan drage omsorg for dig selv. 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler

Jeg vil ikke undvære ensomheden!

Blog RSS

Follow

Jeg græd. Ikke som en pisket, men med tårer der stille løb ned af kinderne. Midt i et udendørsbad på Bali græd jeg. Fordi jeg følte mig alene og ensom. 
Måske en naturlig del af det at rejse alene, at lejlighedvist føle sig alene. Men ensomheden er en jeg genkender, også derhjemmefra. Der får den bare ikke ligeså meget plads. 

Det er en ensomhed jeg har været ærlig omkring på sociale medier og overfor mine venner.
Det har affødt interessante reaktioner. Langt størstedelen har været søde og har sendt krammere. Nogen har heppet på at det er rart at læse om ærlige, autentiske og sårbare følelser. 

Sørg for du ikke bliver ensom

Og så er der egentlig de reaktioner der har overrasket mig mest, omend jeg ved de er sagt af kærlige hjerter. 
Straight up lyder de; ‘Kirk, jeg husker at du havde nogen af de samme følelser sidste gang du rejste alene. Måske du skulle finde en anden rejseform, så du ikke føler dig ensom’. 

Det er sagt i kærlighed. Håber jeg i hvert fald. 

Men jeg vil ikke undvære ensomheden. Jeg vil ikke undvære det grimme i livet, det der gør ondt, det der giver ridser i livets lak. For ridserne er dybde, erfaring og ensomheden forsvinder ikke, bare fordi jeg holder op med at rejse alene. Jeg tror vi allesammen kender følelsen af at være ensom, selv i selskab med andre, nogen måske endda også i deres parforhold. 

Følelser og behov

Ensomhed er en følelse.
Under enhver følelse er der et behov der ikke er blevet mødt. 

Når jeg føler mig ensom, er det fordi der er nogle behov jeg ikke har mærket efter hvad er og givet plads til at blive mødt.
I en travl hverdag, sikkert som så mange andres, kan jeg tit ende nederst på to do listen. Min egenomsorg bliver nedprioriteret og tempoet gør at det er svært at lytte efter til det jeg har brug for. 

Det vi ikke giver plads, bliver større og på et tidspunkt, som en trold, hopper det ud af æsken. Sjældent på belejlige tidspunkter. For mig blev det på Bali. På en tur hvor nogen mente at jeg ikke kunne tilllade mig at være ked af det, for jeg var jo på Bali. På ferie i paradis, hvor jeg bare burde være glad. 

Men det var jeg nu engang ikke. I hvert fald ikke hele tiden. 
Jeg følte mig ensom, fordi der var nogle behov jeg ikke havde anerkendt og givet kærlighed. 
Det gik op for mig på Bali. 

Og det er sgu da røv-vigtigt!
Og ikke noget jeg ville undvære for noget i verden.
Jeg er vendt hjem fra Bali mere hel end jeg tog afsted. Klogere. 

Er du bange for ensomhed?

Hvorfor er vi så bange for ensomhed? Hvorfor skulle jeg holde op med at rejse alene, for at undgå at mærke ensomhed? Det i sig selv, er i min verden utopi, at tro at andres selvskab, afholder dig fra at mærke ensomhed. 
Hvorfor er vi så bange for, det der gør ondt? Måske fordi vi i princippet har alt hvad vi kunne ønske i et I-landssamfund, hvor det kan virke egoistisk at påkalde sig ensomhed. 

Hvis ikke vi anerkender og rummer som mennesker, at det ikke er rosenrødt hele tiden, så bliver det sgu noget lort. Rent følelses- og energimæssigt ender vi, i min optik, i et vakuum. 
Jeg kalder det livets mellemrum.
Der hvor det er hverken eller, men bare helt almindelig leverpostej, uden udsving. 

Jeg mødte en russisk kvinde på en båd, på vej ud for at snorkle på Bali og vi faldt i snak. Der gik ikke længe før tårerne løb af mine kinder, fordi hun spurgte mig hvad jeg syntes om at rejse alene. 
Men lige der, midt i mellem tatoverede øjenbryn og lipfiller, kiggede en kærlig russisk kvinde på mig og på gebrokkent engelsk sagde hun; ‘Kirk, don't say sorry for crying. You are alive. You feel joy and sadness. That's a gift’. 

Og hun har ret. Følelsernes polarisering er en gave. For dér, findes livets mellemrum ikke. Bali tog mig ud af mellemrummet og tilbage til pulsen.

Tillad dig selv dine føleser. Også dem der ikke er yndige, pæne, polerede eller den største handelsvare på de sociale medier. Jeg vil love dig, at du altid vil blive mødt af nogen andre der har det på samme måde. Det blev jeg og det i sig selv var en kæmpe lettelse. 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler

Nu som sexologstuderende

Blog RSS

Follow

Er en sexolog kun en der kan hjælpe dig med at finde det rette sexlegetøj og vejlede hvad du gør, hvis du vil have en trekant? 

Måske det er den gængse opfattelse. Jeg har selv haft den. Tænkt at det nok kun var det en sexolog arbejdede med. 

Alt det som ikke er sex 

Men det er det egentlig ikke. Måske engang, men idag er en sexologs arbejde også alt det, der ikke er direkte sex. Alt det som udvikler dig som menneske. Det er arbejde med skam, skyggesider, kærlighedens sprog, hvordan dine coping-strategier som barn i din familie, relaterer sig til din adfærd som voksen. 
Det er sindsygt spændende. 

Den dansende sexologi 

Mit ønske og ambition er at arbejde med det jeg lærer på sexologuddannelsen, igennem dansen. Af to årsager og måske der kommer flere til undervejs. 
Jeg oplever en overskyggende udfordring hos mig selv og hos de kvinder jeg møder. 
At vi bliver oppe i hovedet og har svært ved at komme ned i kroppen. For mig føles det som, at ende i et hamsterhjul der pisker der udad med endeløse todo lister der aldrig bliver kortere, men kun længere, som en evig reminder om at gøre det bedre, hurtigere, mere perfekt, mere effektivt. 

Næh fy, det gør pæne piger ikke 

Måske de nemmeste udfordringer at genkende, er dem jeg genkender fra mig selv. 
Jeg har haft svært ved og kæmper stadig med at tappe ind i min feminine og flirtende energi, for det gør pæne piger jo ikke. Lytter til sig selv, fylder for meget, lytter til intuitionen, flirter uden at ville have sex, tillader kaostilstande indeni som et øjeblik er 'ja, tak' og et andet 'nej, tak'. 
Det er karrikeret, men ikke desto mindre følelser og adfærd jeg kender fra mig selv og de kvinder jeg møder. 
Skammen som handler om at være for meget. Frygten for hvad andre tænker, hvis jeg er for flirtende eller tillader mig selv at danse sexet og sensuelt. 

Så drømmen er at tage sexologien med ind i dansen. Med skyggesider, skam, frygt, lykke, glæde, lyst og hele baduljen. Det pæne, det sexede, det frække, det grimme og det vi ikke har kigget på rigtig længe. Med tiden. 

Jeg glæder mig til den rejse. 

Læs med her på bloggen, hvis du vil med. 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler

Hvorfor lar' jeg ikke bare vær!?

RSS Block

Select a Blog Page to create an RSS feed link. Learn more

RSS

... med at sætte tænderne i Rittersporten?

Min last, min synd, mine lækkerier

Jeg elsker chokolade og kage. I princippet kunne jeg godt forsøge at fortælle dig at jeg kun spiser mørk chokolade og kun 20 gram om dagen, som foreskrevet i damebladene.
Men det gør jeg ikke.
Jeg elsker Rittersport, Marabou, Snickers is, Brownie, Kanelgifler, Jordbærkage... you name it!

Ondt i maven & elastikbukser

Og der er egentlig ikke noget galt i at spise en Rittersport. Du kommer aldrig til at høre mig prædike om detox og askese på hverken den ene eller den anden måde.
Du kommer ikke til at høre mig sige at jeg drikker en kop urtethe når jeg er lækkersulten.
Til gengæld har jeg mange gange i mit liv været nysgerrig på hvorfor jeg ikke bare lader være med at spise den Rittersport. Især de gange hvor det ikke er fordi jeg bare har lyst til en Rittersport.

Hvad er din last og hvorfor?

Jeg bryder mig egentlig ikke om udtrykket last og synd. Det har en negativ konnotation allerede før du når forbi første stavelse. Hvilket for mig bliver til, sådan helt krakilsk set, at det ikke er okay. Det er i hvert fald ikke ligeså okay som broccoli.
Og her er det ikke fordi jeg plæderer for sundheden i hverken det ene eller det andet, blot vores samfunds konstruktion omkring last og synd. Og der jo ved det at synde ofte medfølger en straf. For mig en banken oveni hovedet og skæld ud på mig selv.

Misbrugsmønster

Debbie Ford var den der knækkede koden for mig i forhold til hvorfor jeg spiser Rittersport (og alt det andet som den her repræsenterer), de gange hvor jeg ender i en elastik-buks og lige efter jeg har spist den, nogen gange imens, virkelig ender med at banke mig selv oveni hovedet. Så skælder jeg mig selv ud i stil med 'hold kæft hvor er du dum, Kirk, du er da en slapsvans at du ikke bare kan la være' eller 'du bliver aldrig tynd, hvis du bliver ved med det her... og så bliver du aldrig... og heller ikke...' og så fortsætter snebold-effekten derud. Det bliver aldrig rigtig konstruktivt.
Det var først da jeg læste Debbie Ford omkring skam, at jeg forstod hvorfor jeg gjorde det og hvad Rittersporten var et udtryk for.
Rittersporten er mit misbrugsmønster. Lejlighedsvist. Nogen gange er det også 'bare' det jeg har lyst til. Men hvordan lærer du/jeg at skille ad hvornår det er det ene og det andet?

Skam & Debbie Ford

Skam kan være mange ting, men for mig gav Debbie Ford's definition mest mening:

'Uerkendt og ubearbejdet skamfølelse, er det der får os til at sabotere vores egen succes, krænke vores egne interesser, tage det der ikke er vores, lade os overmande af gamle misbrugsmønstre og ødelægge vores forhold. Ved selvsabotage gør vi den indre skam synlig.'

Det gav mening for mig. At når vi har skam vi ikke gør noget ved, så vender vi tilbage til vores misbrugsmønster. Og her er der ikke nødvendigvis tale om at skyde heroin ind i armen!
Så når jeg har gang i min skam, så er det jeg ender i Ritterporten og dens venner i elastikbukser og har ondt af mig selv.

Hvor kommer skam fra?

For mig har det været essentielt at finde ud af hvor min skam kommer fra. Skam er en programmering vi får fra andre og en løgn vi fortæller os selv. Og kan selvklart handle om tusind ting.

Da det gik op for mig. Både hvad min skam handler om og hvad der er mit misbrugsmønster, kiggede jeg på hvad der udløser min skam. Og lige pludselig kan jeg differentiere hvornår jeg bare har lyst til en Rittersport og kan spise den med god samvittighed og hvornår der er noget mere på spil som jeg er nødt til at tage mig af.

Det redskab og mange flere fortæller jeg om i foredraget Slut fred med din krop. Se kalenderen herunder for hvornår næste foredrag er.

Hvad er din skam? Hvad er dit misbrugsmønster?

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Hvis du har lyst til at følge med behind the scenes i det store og det små, tankerne og refleksionerne, så følg med på Instagram her.