Jeg blev hel på Bali!

Blog RSS

Follow

Luftfugtigheden er kvælende, myggene sultne og gekkoerne piler over loftet, da jeg checker ind til Sound Medicine på The Yoga Barn i Ubud Bali.
Det er min sidste aften på Bali.
Jeg skulle egentlig have været til Ubud før, men en herlig omgang dårlig mave (spis ikke papaya skåret på stranden, selvom det smager fantastisk!), forhindrede mig.

Men jeg ville besøge Yoga Barn, mens jeg var på Bali.  
Som om jeg vidste at det ville forandre noget. Måske ikke Ubud i sig selv, men jeg vidste at jeg ville forbi The Yoga Barn. Og måske var det meningen at jeg skulle papaya-poop’e så jeg kom den dag der var Sound Medicine i stedet for den dag hvor der var Esctatic dance, som var det jeg havde drømt om at komme til. Men således sker alting jo af en årsag. 

Der var i hvert fald en grund til at jeg skulle til Sound Medicine. 

Hvad er Sound Medicine?

For at være ærlig anede jeg ikke hvad det var da jeg tilmeldte mig. Og jeg var lige ved ikke at komme, da jeg var super træt.
Men jeg havde et spørgsmål på sinde.
Til mig selv egentlig.
Som jeg endnu ikke kendte svaret på. 

Jeg har følt mig ensom på Bali. 
Ensomhed er en følelse og under enhver følelse er der et behov, der enten bliver mødt, eller i det her tilfælde ikke er blevet mødt. 

At jeg overhovedet når til at give plads til ensomheden, skyldes min dygtige vokalterapeut, Amanda Lagoni, som i en session kort før jeg tager afsted, siger til mig, at jeg er nødt til at give plads til alle følelser, også ensomheden, sorgen og ked af det følelsen. 

Spejløvelsen, som jeg har lært af Joan Ørting på sexologuddannelsen, var første gang jeg prøvede på Bali. En heftig øvelse, som var med til at skrælle lagene af og hurtigere komme ind til kernen. Der er noget nært og meget nøgent i at tale til mig selv. Men også meget dejligt, selvom jeg ikke rigtig har troet på det før. 

Jeg er nødt til at lytte til mig selv

Da jeg er på vej ind på The Yoga Barn, til Sound medicine session, dukker et spørgsmål op. Det er meget tydeligt og klart og det er direkte afledt af det behov jeg ikke har fået dækket. 
Med det går jeg ind til halvanden time sammen med 60 andre mennesker, i den smukkeste sal med gulv til loft vinduer, lige ud til junglevegetation. 

Vi synger. Chanter. Griner lidt og lige pludselig er det som om min stemme får vinger. Og midt imellem sang på sanskrit og arabisk, får jeg svar. 

Det kommer drypvist. Først lidt diffust og så meget tydeligt til sidst. Det ender med at blive formuleret som et mantra, som nu er mit. Et mantra, som svarer på mit spørgsmål. 

Efter at have sunget, er der meditation, hvor vi ligger med fødderne væk fra midten. Sherwin, som læreren hedder synger og spiller, sammen med en anden og rører lejlighedsvist med essentielle olier på vores kroppe. Jeg bliver eksempelvis rørt på mit ene knæ. Sjovt nok, eller ved sgu ikke om det er sjovt, men så mystisk nok, på det ben jeg er kommet til skade med. 

Det er noget smukt i at følge med flowet og det som er. Det lader sig gøre en gang imellem for mig og det gjorde det denne aften.

Jeg snakker med mig selv

Med hænderne over mit ansigt, talte jeg til mig selv. Som mig selv, men en mere ærlig udgave, en mere egenkærlig udgave. Jeg bad blandt andet en person om at gå ud af mit liv, som om jeg kunne tale direkte til vedkommende. Og for første gang, om end ikke direkte til vedkommendes ansigt, sagde jeg at jeg har været ked af det. Og sur. Det har jeg ikke gjort før. Har prøvet at være hende med overskud, der ‘bare’ ønskede lykke og glæde for min næste. Men det er sgu okay at blive sur. 

Mens tårer finder vej ned af kinderne, smiler jeg. For jeg føler mig lettet. 

Så var der nok en mening med at jeg skulle have dårlig mave den ene dag, for så at kunne komme den dag der var sound medicine. Hallelujah! 

Hvis du har lyst til at lave samme øvelse, hvis du eksempelvis er ked af det/usikker/utilpas, så stil dig selv disse to spørgsmål: 

1: Hvad føler jeg? 
2: Hvad har jeg behov for? 

Og find en måde at give det til dig selv på. Det er ikke egoistisk. Det går forud for hvad andre tænker og ikke mindst; det er en måde hvorpå du kan drage omsorg for dig selv. 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler

Kan jeg sige til en fremmed at jeg er ensom?

Blog RSS

Follow

Jeg elsker at rejse!
Opleve andre kulturer, kigge på mennesker og observere hvordan kultur folder sig ud, fra dagligdag til hverdagssituationer. 
Som eksempelvis her på Bali, hvor de hver morgen meget sirligt anretter en fin lille bambustallerken med ofringer til guderne foran restauranten, huset, eller hvor det nu er. Helt fint med blomster, mm. 

Jeg er sent i mit liv kommet igang med at rejse. Min ungdom var altid præget af at være praktisk. At så måtte jeg nok hellere tjene penge, så jeg ikke fik studielån, end at nyde livet og rejse. 

At rejse alene 

Jeg har veninder, som synes jeg er modig fordi jeg rejser alene. Men for fanden mand, jeg ved jo ikke hvornår jeg har en kæreste igen eller hvornår veninderne har tid til at rejse, og skulle det så holde mig tilbage fra at rejse? 
Nej, synes jeg. Uanset hvor grænseoverskridende jeg også synes det kan være. 

Selvvagt alenetid og ensomhed 

At være alene, har altid været blandt mine favoritter. Jeg kan dulrer rundt og ikke lave en skid derhjemme. Jeg kan sagtens sidde og bare glo ud i luften på en restaurant og på en aften som i aften, hvor mit selskab har brug for at tage et par opkald under middagen, går jeg ikke i panik og river telefon eller bog frem. For det er okay og ganske dejligt at sidde der alene og nyde livet, vinden i kinderne og se glade ansigter på de andre gæster. 
Det er okay. 
Men nogen gange, er det fandme også ensomt at rejse alene. Og grænsen imellem selvvalgt alenetid og følelsen af ensomhed, er nogen gange forsvindende lille. 

Jeg er ensom og ked af det 

Nogen ville sikkert påstå at det ikke ville kunne lade sig gøre at føle sig ensom på Bali. Så smukt og dejligt et sted. Men ikke desto mindre gik jeg i seng igår aftes og følte mig ensom. Jeg havde været sammen med en ny gruppe bekendte i løbet af eftermiddagen og aftenen, men alligevel blev jeg ked af det da jeg kom tilbage på mit hotel. 
Og det var jeg også da jeg vågnede og da jeg sad og spiste morgenmad. 

Hvad gør en klog så? (Udover at skide i en krog... :) ) 

Jeg skrev til nogen venner derhjemme og sagde bare straight up at jeg var lidt 'mussi' og havde brug for at snakke. Så var der digitale krammere på Facetime!
Men jeg havde stadig brug for en rigtig krammer og et par kærlige øjne, der bare var der. 

Men for dælen... kan jeg sige til en fremmed, at jeg har brug for en krammer? 
Nu er Ignacio ikke totalt en fremmed mere. Vi har spist sammen et par gange og haft det sjovt.
Så jeg skrev til ham om han gav et stort kram, når jeg kom frem til Dojo'en? Satsede hele butikken og skrev at det var fordi jeg var lidt ked af det. 

Og sådan blev det. Og til at jeg sad ved samme bord, som ham med min computer og arbejdede. Det var trygt og tilpas meget under nogens vinger, til at roen faldt over mig. 
Det blev til middag på italiensk restaurant. Muligvis den bedste ravioli jeg nogensinde har fået. Det måltid vil i hvert fald være en del af min hukommelse længe. 
Og måske mest af alt i mit hjerte, at en fremmed mand rummede at jeg var ked af det. Og ikke mindst stoltheden over at jeg turde at sige det højt og bede om det jeg havde brug for. 

Og bare inden du tror at det er helt ad helvedes til på Bali... det er det ikke. Jeg nyder det. Jeg er glad det meste af tiden, men den skinbarlige sandhed er altså også at det kan være ensomt at rejse alene. 

Kys & Balikarma, 

Kirk 

Følg mig og Balilivet på Instagram... eksempelvis fra i dag; et liv i overhalingsbanen, med køer på vejbanen! Søde køer! 

Alene i en bambushytte...

Blog RSS

Follow

... midt i en rismark, i buldermørke, på landet, på Bali. 

At rejse alene er ikke altid at leve

Hvorfor endte jeg egentlig der igår aftes? Midt på Bali-landet, omgivet af mørke og udefinerbare tingester og endnu mere skumle lyde? 
Jo fordi at rejse alene, er ikke altid lig med at leve.
Jeg har ikke en kæreste og jeg er ikke rigtigt kommet igang med at tage på ferie med veninder. I hvert fald ikke sådan rigtig. Det må blive next step. Min erfaring har dog været, at bare det at spørge efter en rejsemakker på facebook gjorde at 3-4 piger sagde til mig at de gerne ville rejse sammen en anden gang. Så nu er der muligheder til næste gang. 

Denne her gang rejser jeg også alene og skriver netop nu fra en mega sej working dojo i Canggu, som jeg har fået anbefalet. 
For ja, jeg rejser alene. Denne gang rejser jeg for at lade batterierne op, for at skrive på min bog, nyde god mad og have det sjovt. 
Jeg har det fint med at rejse alene, men der hvor jeg synes det kan blive en ensom affære, er når der ikke er nogen af dele oplevelserne med. Nogen at smile til i et mere privat rum end det som er henover et cafebord eller til den søde behandler som giver massage og pedicure.
Da jeg sidste gang rejste i Malaysia alene, blev jeg upgraded til honeymoon-området på et toplækkert resort... hey! Det kan ikke anbefales når du rejser alene. Det er drønsvært at møde nogen på et resort, fordi de fleste er afsted som par eller familier. 
Så denne gang skulle være anderledes og give mig bedre mulighed for at møde andre mennesker. 

Rengøringsfreak møder junglelovens uregerligheder  

For at møde andre tænkte jeg: jeg lejer mig ind i den her skønne working dojo OG finder et fedt, tjekket hostel, for der er masser af andre mennesker og ofte nogen som rejser alene. 
Som sagt så gjort. 
Jeg finder et hostel som ser cool ud. Det er med bambushytte og hele molevitten. 
Inden i mig findes der ikke antydningen af en spejder. Jeg elsker gode, lange bade, en komfortabel seng og har aldrig rigtig begået mig på en festival hvis ikke det var med backstage el. hoteladgang. 
Så vil nogen sige at det ikke er rigtig festival. Den får de. 
Til gengæld indkvarterer jeg igår midt i en rismark på et hostel som bare var klammo. Billeder snyder og i det her tilfælde var det helt ved siden af. Og for en ikke-spejder, var det som om hele min ocd-rengøringstendenser gik i fuldt alarmberedskab og jeg fik lyst til at iføre mig skåneærmer på hele kroppen .
Alt kløede.
Der var pletter på sengetøjet og jeg endte med slet ikke at sove hele natten. 
Den idylliske, romantiske drøm om Bali og bambushyttens gyngen, der lullede mig i søvn til lyden af havet og cikaderne, bristede på lige nøjagtig ti sekunder. 
Men det var midnat og jeg havde ikke andre muligheder. 
I dag har jeg fine bid på det meste af kroppen. Har kapituleret på hostel-ambitionen, efter at have set et mere og er tjekket ind på et skønt hotel og så må jeg ud på charme-hesten og møde nogle skønne mennesker på andre måder. 
Men det tror jeg nu også går :) 

Så greetings fra en Mrs. Hyacinth udgave af en hostel-pige, en bangebuks og luksusspejder der nu dribler op og får et velfortjent bad... og så på stranden... og så ind og spise lækker frokost... og så... og så... og så... nu tænker jeg at Bali bliver dejligt! 

Hvis du vil følge med i livet på Bali, så følg mig på Instagram her.