... midt i en rismark, i buldermørke, på landet, på Bali.
At rejse alene er ikke altid at leve
Hvorfor endte jeg egentlig der igår aftes? Midt på Bali-landet, omgivet af mørke og udefinerbare tingester og endnu mere skumle lyde?
Jo fordi at rejse alene, er ikke altid lig med at leve.
Jeg har ikke en kæreste og jeg er ikke rigtigt kommet igang med at tage på ferie med veninder. I hvert fald ikke sådan rigtig. Det må blive next step. Min erfaring har dog været, at bare det at spørge efter en rejsemakker på facebook gjorde at 3-4 piger sagde til mig at de gerne ville rejse sammen en anden gang. Så nu er der muligheder til næste gang.
Denne her gang rejser jeg også alene og skriver netop nu fra en mega sej working dojo i Canggu, som jeg har fået anbefalet.
For ja, jeg rejser alene. Denne gang rejser jeg for at lade batterierne op, for at skrive på min bog, nyde god mad og have det sjovt.
Jeg har det fint med at rejse alene, men der hvor jeg synes det kan blive en ensom affære, er når der ikke er nogen af dele oplevelserne med. Nogen at smile til i et mere privat rum end det som er henover et cafebord eller til den søde behandler som giver massage og pedicure.
Da jeg sidste gang rejste i Malaysia alene, blev jeg upgraded til honeymoon-området på et toplækkert resort... hey! Det kan ikke anbefales når du rejser alene. Det er drønsvært at møde nogen på et resort, fordi de fleste er afsted som par eller familier.
Så denne gang skulle være anderledes og give mig bedre mulighed for at møde andre mennesker.
Rengøringsfreak møder junglelovens uregerligheder
For at møde andre tænkte jeg: jeg lejer mig ind i den her skønne working dojo OG finder et fedt, tjekket hostel, for der er masser af andre mennesker og ofte nogen som rejser alene.
Som sagt så gjort.
Jeg finder et hostel som ser cool ud. Det er med bambushytte og hele molevitten.
Inden i mig findes der ikke antydningen af en spejder. Jeg elsker gode, lange bade, en komfortabel seng og har aldrig rigtig begået mig på en festival hvis ikke det var med backstage el. hoteladgang.
Så vil nogen sige at det ikke er rigtig festival. Den får de.
Til gengæld indkvarterer jeg igår midt i en rismark på et hostel som bare var klammo. Billeder snyder og i det her tilfælde var det helt ved siden af. Og for en ikke-spejder, var det som om hele min ocd-rengøringstendenser gik i fuldt alarmberedskab og jeg fik lyst til at iføre mig skåneærmer på hele kroppen .
Alt kløede.
Der var pletter på sengetøjet og jeg endte med slet ikke at sove hele natten.
Den idylliske, romantiske drøm om Bali og bambushyttens gyngen, der lullede mig i søvn til lyden af havet og cikaderne, bristede på lige nøjagtig ti sekunder.
Men det var midnat og jeg havde ikke andre muligheder.
I dag har jeg fine bid på det meste af kroppen. Har kapituleret på hostel-ambitionen, efter at have set et mere og er tjekket ind på et skønt hotel og så må jeg ud på charme-hesten og møde nogle skønne mennesker på andre måder.
Men det tror jeg nu også går :)
Så greetings fra en Mrs. Hyacinth udgave af en hostel-pige, en bangebuks og luksusspejder der nu dribler op og får et velfortjent bad... og så på stranden... og så ind og spise lækker frokost... og så... og så... og så... nu tænker jeg at Bali bliver dejligt!
Hvis du vil følge med i livet på Bali, så følg mig på Instagram her.
