Jeg elsker at rejse!
Opleve andre kulturer, kigge på mennesker og observere hvordan kultur folder sig ud, fra dagligdag til hverdagssituationer.
Som eksempelvis her på Bali, hvor de hver morgen meget sirligt anretter en fin lille bambustallerken med ofringer til guderne foran restauranten, huset, eller hvor det nu er. Helt fint med blomster, mm.
Jeg er sent i mit liv kommet igang med at rejse. Min ungdom var altid præget af at være praktisk. At så måtte jeg nok hellere tjene penge, så jeg ikke fik studielån, end at nyde livet og rejse.
At rejse alene
Jeg har veninder, som synes jeg er modig fordi jeg rejser alene. Men for fanden mand, jeg ved jo ikke hvornår jeg har en kæreste igen eller hvornår veninderne har tid til at rejse, og skulle det så holde mig tilbage fra at rejse?
Nej, synes jeg. Uanset hvor grænseoverskridende jeg også synes det kan være.
Selvvagt alenetid og ensomhed
At være alene, har altid været blandt mine favoritter. Jeg kan dulrer rundt og ikke lave en skid derhjemme. Jeg kan sagtens sidde og bare glo ud i luften på en restaurant og på en aften som i aften, hvor mit selskab har brug for at tage et par opkald under middagen, går jeg ikke i panik og river telefon eller bog frem. For det er okay og ganske dejligt at sidde der alene og nyde livet, vinden i kinderne og se glade ansigter på de andre gæster.
Det er okay.
Men nogen gange, er det fandme også ensomt at rejse alene. Og grænsen imellem selvvalgt alenetid og følelsen af ensomhed, er nogen gange forsvindende lille.
Jeg er ensom og ked af det
Nogen ville sikkert påstå at det ikke ville kunne lade sig gøre at føle sig ensom på Bali. Så smukt og dejligt et sted. Men ikke desto mindre gik jeg i seng igår aftes og følte mig ensom. Jeg havde været sammen med en ny gruppe bekendte i løbet af eftermiddagen og aftenen, men alligevel blev jeg ked af det da jeg kom tilbage på mit hotel.
Og det var jeg også da jeg vågnede og da jeg sad og spiste morgenmad.
Hvad gør en klog så? (Udover at skide i en krog... :) )
Jeg skrev til nogen venner derhjemme og sagde bare straight up at jeg var lidt 'mussi' og havde brug for at snakke. Så var der digitale krammere på Facetime!
Men jeg havde stadig brug for en rigtig krammer og et par kærlige øjne, der bare var der.
Men for dælen... kan jeg sige til en fremmed, at jeg har brug for en krammer?
Nu er Ignacio ikke totalt en fremmed mere. Vi har spist sammen et par gange og haft det sjovt.
Så jeg skrev til ham om han gav et stort kram, når jeg kom frem til Dojo'en? Satsede hele butikken og skrev at det var fordi jeg var lidt ked af det.
Og sådan blev det. Og til at jeg sad ved samme bord, som ham med min computer og arbejdede. Det var trygt og tilpas meget under nogens vinger, til at roen faldt over mig.
Det blev til middag på italiensk restaurant. Muligvis den bedste ravioli jeg nogensinde har fået. Det måltid vil i hvert fald være en del af min hukommelse længe.
Og måske mest af alt i mit hjerte, at en fremmed mand rummede at jeg var ked af det. Og ikke mindst stoltheden over at jeg turde at sige det højt og bede om det jeg havde brug for.
Og bare inden du tror at det er helt ad helvedes til på Bali... det er det ikke. Jeg nyder det. Jeg er glad det meste af tiden, men den skinbarlige sandhed er altså også at det kan være ensomt at rejse alene.
Kys & Balikarma,
Kirk
Følg mig og Balilivet på Instagram... eksempelvis fra i dag; et liv i overhalingsbanen, med køer på vejbanen! Søde køer!
