Hvad er Sound Medicine?

For at være ærlig anede jeg ikke hvad det var da jeg tilmeldte mig. Og jeg var lige ved ikke at komme, da jeg var super træt.
Men jeg havde et spørgsmål på sinde.
Til mig selv egentlig.
Som jeg endnu ikke kendte svaret på.

Jeg har følt mig ensom på Bali.
Ensomhed er en følelse og under enhver følelse er der et behov, der enten bliver mødt, eller i det her tilfælde ikke er blevet mødt.

At jeg overhovedet når til at give plads til ensomheden, skyldes min dygtige vokalterapeut, Amanda Lagoni, som i en session kort før jeg tager afsted, siger til mig, at jeg er nødt til at give plads til alle følelser, også ensomheden, sorgen og ked af det følelsen.

Spejløvelsen, som jeg har lært af Joan Ørting på sexologuddannelsen, var første gang jeg prøvede på Bali. En heftig øvelse, som var med til at skrælle lagene af og hurtigere komme ind til kernen. Der er noget nært og meget nøgent i at tale til mig selv. Men også meget dejligt, selvom jeg ikke rigtig har troet på det før.

Jeg er nødt til at lytte til mig selv

Da jeg er på vej ind på The Yoga Barn, til Sound medicine session, dukker et spørgsmål op. Det er meget tydeligt og klart og det er direkte afledt af det behov jeg ikke har fået dækket.
Med det går jeg ind til halvanden time sammen med 60 andre mennesker, i den smukkeste sal med gulv til loft vinduer, lige ud til junglevegetation.

Vi synger. Chanter. Griner lidt og lige pludselig er det som om min stemme får vinger. Og midt imellem sang på sanskrit og arabisk, får jeg svar.

Det kommer drypvist. Først lidt diffust og så meget tydeligt til sidst. Det ender med at blive formuleret som et mantra, som nu er mit. Et mantra, som svarer på mit spørgsmål.

Efter at have sunget, er der meditation, hvor vi ligger med fødderne væk fra midten. Sherwin, som læreren hedder synger og spiller, sammen med en anden og rører lejlighedsvist med essentielle olier på vores kroppe. Jeg bliver eksempelvis rørt på mit ene knæ. Sjovt nok, eller ved sgu ikke om det er sjovt, men så mystisk nok, på det ben jeg er kommet til skade med.

Det er noget smukt i at følge med flowet og det som er. Det lader sig gøre en gang imellem for mig og det gjorde det denne aften.

Jeg snakker med mig selv

Med hænderne over mit ansigt, talte jeg til mig selv. Som mig selv, men en mere ærlig udgave, en mere egenkærlig udgave. Jeg bad blandt andet en person om at gå ud af mit liv, som om jeg kunne tale direkte til vedkommende. Og for første gang, om end ikke direkte til vedkommendes ansigt, sagde jeg at jeg har været ked af det. Og sur. Det har jeg ikke gjort før. Har prøvet at være hende med overskud, der ‘bare’ ønskede lykke og glæde for min næste. Men det er sgu okay at blive sur.

Mens tårer finder vej ned af kinderne, smiler jeg. For jeg føler mig lettet.

Så var der nok en mening med at jeg skulle have dårlig mave den ene dag, for så at kunne komme den dag der var sound medicine. Hallelujah!

Hvis du har lyst til at lave samme øvelse, hvis du eksempelvis er ked af det/usikker/utilpas, så stil dig selv disse to spørgsmål:

1: Hvad føler jeg?
2: Hvad har jeg behov for?

Og find en måde at give det til dig selv på. Det er ikke egoistisk. Det går forud for hvad andre tænker og ikke mindst; det er en måde hvorpå du kan drage omsorg for dig selv.

Kærlig hilsen

... tør du så stå stille i alt det grimme og give det plads? Tankerne, rodet, tårerne, de usammenhængende sætninger og vise den uperfekte udgave af dig?

Kirk Rønler, når optimisten bliver ramt

I går var sådan en dag for mig. Egentlig startede det søndag, men responsen i hjerte og sjæl var mest mærkbar i går. Jeg har været kæreste med en soldat. En rigtig sej én af slagsen, med alt hvad der dertil hører af udsendelser, fare, bekymringer mm.
Vi er ikke kærester mere og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg stadig ville blive så ramt af bekymringerne næsten tre år efter skilsmissen.
Men det blev jeg.

Kabul, Syrien & en søndagsdate

Måske er det kulminationen af en hilsen fra Kabul, de mange skriverier om specialstyrkerne der skal udsendes til Syrien og en god venindes kæreste som netop nu er ved at uddanne sig til Jægersoldat, der bringer bekymringerne tilbage.
For, og her vælger mit optimistiske sind at se det fra den tragi-komiske side, midt i en søndagsdate, som blandt andet bliver til en film, som viser sig at være en krigsfilm, siger den søde mand; 'Er du okay med at se den her film?'.
Og det er sgu egentlig spooky nok med de der mænd, som ved noget før én selv, men sagen var jo, at det var jeg ikke. Og det tragi-komiske forefinder i at jeg lige dér, på en dejlig søndagsdate, fældede den første tåre.
Filmen blev en anden, samtalerne lettere og kyssene fulgtes med hviskende sang ind i en nat der blev til mandag morgen.

Når tårerne står forrest

Mandag skulle have været en dag med effektive salgsoplæg i den lille butik, årsregnskab og skriverier om chakrayoga på bloggen.
Men tårerne stod først.
Og inden jeg har set mig om, er de der bare og løber og løber. Og det er okay.
For vi kan ikke være et perfekt menneske, der kun lever i lys-siderne af os selv. Jeg påkræver nerve i alle mine relationer, det kontrastfyldte som giver ridser i lakken og de bedste historier at dykke ned i. Det giver mere nuancerede mennesker, med masser at byde på.
Så når chancen opstår med mig selv, er jeg nødt til at stå stille. Så i går nåede jeg ikke rigtig noget. Jeg trak stikket og lod tårer og mascara have sit eget liv. Gav plads til mig selv, til at hvile, græde, tage lange bade og bare være i det at være ked af det.

Kram mig, vil du?

Og så bad jeg om hjælp. Om kram. Om kærlighed. For sådan heler jeg også.
Det blev til mange og et par dage, hvor jeg har tilladt mig selv at blive rørt, at undervise uden make up, helt nøgent og i morges falde søde Mette om halsen, da hun kommer (som kaldet?!), med en gave imellem to timer. En bog som hedder 99 Lyserøde Elefanter, om usædvanlige og synlige kvinder i det danske samfund, med en virkelig kærlig hilsen i. Tak Mette.

Det er som om universet selv ved, hvornår vi har brug for en ekstra hånd.
Så til dig fra mig; Lad dig turde at vise dig nøgent i trygge rum, læne dig ind i den smerte du oplever, kig på den, proces den og bed om hjælp til at komme videre. For, for mig er det også at være et autentisk menneske. At stå dér, lidt eller meget på spanden og turde være i det, for at komme videre, så hel som muligt.
Den bedste coach jeg har haft, dygtige Arne Nilsson, sagde altid: 'Når du bliver ramt i en situation er 10% relateret til situationen og det faktiske lige nu, 90% relaterer sig oftest bagudrettet'.
Således med denne smerte. Meget lidt handler om i dag, det meste om dengang.

Respekt til soldater-pårørende

Så jeg bøjer mig i støvet. For dig der er soldat og rigtig meget for dig som er pårørende, for med det hviler en evig bekymring. I er nogle seje nogen, begge to.

Kys dem du elsker, kram dem du holder af og smil til dem du endnu ikke kender.

Kærlig hilsen