mad

Når sjælen smerter...

... tør du så stå stille i alt det grimme og give det plads? Tankerne, rodet, tårerne, de usammenhængende sætninger og vise den uperfekte udgave af dig?

Kirk Rønler, når optimisten bliver ramt

I går var sådan en dag for mig. Egentlig startede det søndag, men responsen i hjerte og sjæl var mest mærkbar i går. Jeg har været kæreste med en soldat. En rigtig sej én af slagsen, med alt hvad der dertil hører af udsendelser, fare, bekymringer mm.
Vi er ikke kærester mere og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg stadig ville blive så ramt af bekymringerne næsten tre år efter skilsmissen.
Men det blev jeg.

Kabul, Syrien & en søndagsdate

Måske er det kulminationen af en hilsen fra Kabul, de mange skriverier om specialstyrkerne der skal udsendes til Syrien og en god venindes kæreste som netop nu er ved at uddanne sig til Jægersoldat, der bringer bekymringerne tilbage.
For, og her vælger mit optimistiske sind at se det fra den tragi-komiske side, midt i en søndagsdate, som blandt andet bliver til en film, som viser sig at være en krigsfilm, siger den søde mand; 'Er du okay med at se den her film?'.
Og det er sgu egentlig spooky nok med de der mænd, som ved noget før én selv, men sagen var jo, at det var jeg ikke. Og det tragi-komiske forefinder i at jeg lige dér, på en dejlig søndagsdate, fældede den første tåre.
Filmen blev en anden, samtalerne lettere og kyssene fulgtes med hviskende sang ind i en nat der blev til mandag morgen.

Når tårerne står forrest

Mandag skulle have været en dag med effektive salgsoplæg i den lille butik, årsregnskab og skriverier om chakrayoga på bloggen.
Men tårerne stod først.
Og inden jeg har set mig om, er de der bare og løber og løber. Og det er okay.
For vi kan ikke være et perfekt menneske, der kun lever i lys-siderne af os selv. Jeg påkræver nerve i alle mine relationer, det kontrastfyldte som giver ridser i lakken og de bedste historier at dykke ned i. Det giver mere nuancerede mennesker, med masser at byde på.
Så når chancen opstår med mig selv, er jeg nødt til at stå stille. Så i går nåede jeg ikke rigtig noget. Jeg trak stikket og lod tårer og mascara have sit eget liv. Gav plads til mig selv, til at hvile, græde, tage lange bade og bare være i det at være ked af det.

Kram mig, vil du?

Og så bad jeg om hjælp. Om kram. Om kærlighed. For sådan heler jeg også.
Det blev til mange og et par dage, hvor jeg har tilladt mig selv at blive rørt, at undervise uden make up, helt nøgent og i morges falde søde Mette om halsen, da hun kommer (som kaldet?!), med en gave imellem to timer. En bog som hedder 99 Lyserøde Elefanter, om usædvanlige og synlige kvinder i det danske samfund, med en virkelig kærlig hilsen i. Tak Mette.

Det er som om universet selv ved, hvornår vi har brug for en ekstra hånd.
Så til dig fra mig; Lad dig turde at vise dig nøgent i trygge rum, læne dig ind i den smerte du oplever, kig på den, proces den og bed om hjælp til at komme videre. For, for mig er det også at være et autentisk menneske. At stå dér, lidt eller meget på spanden og turde være i det, for at komme videre, så hel som muligt.
Den bedste coach jeg har haft, dygtige Arne Nilsson, sagde altid: 'Når du bliver ramt i en situation er 10% relateret til situationen og det faktiske lige nu, 90% relaterer sig oftest bagudrettet'.
Således med denne smerte. Meget lidt handler om i dag, det meste om dengang.

Respekt til soldater-pårørende

Så jeg bøjer mig i støvet. For dig der er soldat og rigtig meget for dig som er pårørende, for med det hviler en evig bekymring. I er nogle seje nogen, begge to.

Kys dem du elsker, kram dem du holder af og smil til dem du endnu ikke kender.

Kærlig hilsen

Kirk Rønler
 

Psst... hvis du er mere nysgerrig, på ham der med de søde ord, så læs med om dengang han kunne have sagt at jeg er smuk lige her.


 

Nytårsfortsæt uden at veje mig!

Sikkert som mange andre startede jeg året med et nytårsfortsæt. Ikke et som handlede om at jeg skulle tabe mig, skulle udholde en juicekur eller andet. Men et fortsæt som forholdte sig til hvad mit reelle problem var.
Mit problem var slik & kager og ikke mindst at jeg spiste for meget af dem. Som gjorde at jeg ikke fik nok af det jeg havde brug for, fik udslæt og ondt i maven.


Jeg lavede derfor et fortsæt med 4 guidelines, som jeg meget ærligt giver dig en status på i denne post herunder. Så kan du lade dig inspirere, hvis du har lyst. 
Og så til spørgsmålet som sikkert ligger lige på tungen for de fleste; Virker det? Har du tabt dig? Har du det bedre?

Nytårsfortsæt uden at veje mig

Sidste år startede jeg på en rejse med at slutte fred med min krop. Jeg ville ikke længere tale grimt til den, tænke dårlige tanker og føle mig ked af min egen krop.


Derfor giver det for mig heller ikke mening at skulle veje mig under dette forsøg på at ændre vaner.
For det skal ikke handle om vægt. Selvom det har kriblet og krablet for at stille mig op på den og få den umiddelbare 'yes' eller 'fuck' følelse. Men en følelse som er baseret på et tal og ikke hvordan jeg har det. 
Jeg har villet give mig selv muligheden for at mærke efter hvordan jeg havde det. I min krop. Med min krop. Så succesen blev en følelse og selvopfattelse baseret på en kontakt til mig selv og ikke til hvad jeg vejer, hvor meget der er røget af, eller på. 


Så jeg har kigget og mærket i stedet. Og har faktisk valgt at smide min vægt ud. Til trods for at jeg er en købmand, der altid sælger mine ting, så vil jeg ikke sælge min vægt. For det vil jeg ikke ligge over på andre kvinder.


Det jeg kan mærke, er en gladere mave, jeg har ikke haft ondt i maven, jeg har haft mere energi og jeg har sovet bedre. Det er ikke alle dage, der er lige nemme eller hvor jeg kommer helt i hus, men jeg forsøger.
Du får en kort status og inspiration til hvordan jeg forsøger at komme i mål.

Kirk & grøntsagerne

Det går faktisk ok. Jeg forsøger at spise grønt til alle måltiderne, for så synes jeg det er nemmere at komme i mål. Jeg har haft nogle sene aftener, med anmeldelser, så jeg har fundet nogle fine grøntsagsblandinger på frost, som bare skal varmes på panden og så gør det aftensmaden meget nemmere, så jeg stadig får grønt. Og så synes jeg heldigvis at agurk, ærter, tomater, majs og kål er en fest, så det gør det selvfølgelig nemmere :) 

Kirk & vandet

Jeg er heldigvis tørstig fra naturens side og elsker vand, så jeg kæmper ikke som sådan med det. Når jeg arbejder hjemme, har jeg en stor flaske med vand stående og så er det meget målbart om jeg får nok. Og så kigger jeg på mit tis (sorry!) og holder øje med hvad farve det er. Jeg tæller ikke kaffe og the med, men kun vand. Nogle dage går det bedre end andre, weekenderne er faktisk de sværeste, så der skal jeg have lidt mere fokus.
Til gengæld tog det måske en anelse overhånd i starten, måske fordi jeg har tænkt at jeg gerne ville drikke 2L vand udover det jeg drikker til træning. Det betød så, at jeg ikke kunne cykle fra det ene sted til det næste uden at måtte fordi en cafe og låne toilettet. Det er lige til den friske side, så har skruet lidt ned.
 

Kirk & de søde sager

Jeg har ikke spist slik. Jeg har spist mørk chokolade, drukket varm kakao og spist popcorn. Det vil nogen måske kalde slik, men for mig er det Snickers, Rittersport og kanelbrød fra bageren jeg havde brug for at luge ud i.
Jeg valgte at spise slik, da jeg skulle i biffen i fredags. Det var et aktivt valg og jeg kunne mærke at jeg havde lyst, at det ikke kun var en crawing. Resultatet var slående. Midt under filmen får jeg knaldende hovedpine. Jeg ved selvfølgelig ikke om det rent faktisk var fordi jeg spiste slik, men noget kunne tyde på det. Det gav i hvert fald en refleksion, at det virkelig ikke er supergodt at spise for kroppen. Uanset at min søde tand elsker det :)

Kirk & søvnen

Det er ubetinget det her det går dårligst med. Jeg er en natteravn og jeg elsker at arbejde om aftenen og hygge med vin og gode mennesker. Så det går 'rættig' dårligt. Der er kontant afklapsning når jeg ikke kommer i seng, så jeg vil atter forsøge at tune ind på at komme i seng imellem 22-23 og læse. For det giver en god ro, det giver overskud til dagen efter og jeg har mere energi. Så det er ikke fordi det ikke virker, men inden jeg har set mig om er den midnat og så bider det hele sig selv lidt i halen.

Så, sådan går det her. Hvordan går det hos dig?

Og bare en tanke jeg gerne vil give med... er det vigtigt for dig at veje dig i et sådant forløb? Hvis ja, så spørg dig selv hvorfor. Jeg skal ikke diktere om du skal eller ikke skal, men jeg kunne godt tænke mig at udfordre dig på din vane om at veje dig. Prøv at lade være og kig efter andre signaler og mærk i stedet hvordan du har det.

Jeg sender dig masser af dejlig karma og kærlighed fra et snedækket Nordvest i København og håber du får en helt skøn rockstar uge og weekend!

Kærlig hilsen

Kirk Rønler