... tør du så stå stille i alt det grimme og give det plads? Tankerne, rodet, tårerne, de usammenhængende sætninger og vise den uperfekte udgave af dig?

Kirk Rønler, når optimisten bliver ramt

I går var sådan en dag for mig. Egentlig startede det søndag, men responsen i hjerte og sjæl var mest mærkbar i går. Jeg har været kæreste med en soldat. En rigtig sej én af slagsen, med alt hvad der dertil hører af udsendelser, fare, bekymringer mm.
Vi er ikke kærester mere og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg stadig ville blive så ramt af bekymringerne næsten tre år efter skilsmissen.
Men det blev jeg.

Kabul, Syrien & en søndagsdate

Måske er det kulminationen af en hilsen fra Kabul, de mange skriverier om specialstyrkerne der skal udsendes til Syrien og en god venindes kæreste som netop nu er ved at uddanne sig til Jægersoldat, der bringer bekymringerne tilbage.
For, og her vælger mit optimistiske sind at se det fra den tragi-komiske side, midt i en søndagsdate, som blandt andet bliver til en film, som viser sig at være en krigsfilm, siger den søde mand; 'Er du okay med at se den her film?'.
Og det er sgu egentlig spooky nok med de der mænd, som ved noget før én selv, men sagen var jo, at det var jeg ikke. Og det tragi-komiske forefinder i at jeg lige dér, på en dejlig søndagsdate, fældede den første tåre.
Filmen blev en anden, samtalerne lettere og kyssene fulgtes med hviskende sang ind i en nat der blev til mandag morgen.

Når tårerne står forrest

Mandag skulle have været en dag med effektive salgsoplæg i den lille butik, årsregnskab og skriverier om chakrayoga på bloggen.
Men tårerne stod først.
Og inden jeg har set mig om, er de der bare og løber og løber. Og det er okay.
For vi kan ikke være et perfekt menneske, der kun lever i lys-siderne af os selv. Jeg påkræver nerve i alle mine relationer, det kontrastfyldte som giver ridser i lakken og de bedste historier at dykke ned i. Det giver mere nuancerede mennesker, med masser at byde på.
Så når chancen opstår med mig selv, er jeg nødt til at stå stille. Så i går nåede jeg ikke rigtig noget. Jeg trak stikket og lod tårer og mascara have sit eget liv. Gav plads til mig selv, til at hvile, græde, tage lange bade og bare være i det at være ked af det.

Kram mig, vil du?

Og så bad jeg om hjælp. Om kram. Om kærlighed. For sådan heler jeg også.
Det blev til mange og et par dage, hvor jeg har tilladt mig selv at blive rørt, at undervise uden make up, helt nøgent og i morges falde søde Mette om halsen, da hun kommer (som kaldet?!), med en gave imellem to timer. En bog som hedder 99 Lyserøde Elefanter, om usædvanlige og synlige kvinder i det danske samfund, med en virkelig kærlig hilsen i. Tak Mette.

Det er som om universet selv ved, hvornår vi har brug for en ekstra hånd.
Så til dig fra mig; Lad dig turde at vise dig nøgent i trygge rum, læne dig ind i den smerte du oplever, kig på den, proces den og bed om hjælp til at komme videre. For, for mig er det også at være et autentisk menneske. At stå dér, lidt eller meget på spanden og turde være i det, for at komme videre, så hel som muligt.
Den bedste coach jeg har haft, dygtige Arne Nilsson, sagde altid: 'Når du bliver ramt i en situation er 10% relateret til situationen og det faktiske lige nu, 90% relaterer sig oftest bagudrettet'.
Således med denne smerte. Meget lidt handler om i dag, det meste om dengang.

Respekt til soldater-pårørende

Så jeg bøjer mig i støvet. For dig der er soldat og rigtig meget for dig som er pårørende, for med det hviler en evig bekymring. I er nogle seje nogen, begge to.

Kys dem du elsker, kram dem du holder af og smil til dem du endnu ikke kender.

Kærlig hilsen