Skammen drev igennem min krop.
Og tårer løb ned af kinderne.
Min terapeut ventede tålmodigt.
Det samme gjorde min mand, der sad overfor mig.
Endelig fik jeg modet til at spørge:
'Hvorfor føles det SÅ hårdt og udmattende for mig at være familie og mor?'
Den forklaring min terapeut gav mig er nok en af de vigtigste ting jeg nogensinde har lært om at være menneske.
Og om at være mor.
Og familie.
Det vil jeg godt give videre til dig, for det er en lærdom der har forandret hvordan jeg ser mig selv.
Og hvordan vi indretter os i vores familie.
Og det har både givet en større forståelse for mig selv.
Og fra min mands side.
Lad mig prøve at gøre det helt enkelt.
Jeg kommer fra det vi kunne kalde en dysfunktionel familie.
Der har været lidt for meget af alt det som gør børn utrygge og som jeg gør mit ypperste for aldrig skal ske for mine børn.
Jeg har sjældent i min opvækst haft oplevelsen af at blive hørt og rummet og jeg har ikke haft forældre der har haft samme bevidsthed og viden omkring børns følelsesmæssige udvikling, som vi har i dag.
Det betyder grundlæggende at det at identificere følelser, rumme dem, anerkende dem og hjælpe med hvad de betyder, har jeg ikke lært hjemmefra.
Det har jeg arbejdet med senere i mit liv.
Men det er ikke noget jeg har lært på autopilot hjemmefra eller for den sags skyld, har haft oplevelsen af at blive rummet og elsket når jeg eksempelvis var vred.
Så blev jeg kaldt hysterisk i stedet for.
Og ofte sendt på mit værelse.
Som voksen, indtil jeg arbejde med mig selv, kom det til udtryk som:
👉 Pleaser adfærd, fordi jeg ikke kunne sætte grænser for mig selv
👉 Overspisning fordi jeg ikke kunne mærke mine egne følelser
👉 At jeg havde svært ved at rumme og mærke min egen vrede ... og da slet ikke andres
👉 At jeg lukkede mig inde, når jeg blev ked af det og ramt - og skubbede andre mennesker væk
Måske kender du noget lignende fra dit eget liv {{firstname}}?
Anyways 👇
Pointen er, at det vi ikke har lært af vores forældre, er ikke blevet det man kalder internaliseret.
Det svarer til at hvis dine forældre ikke har lært dig at lave mad, er det sansynligvis også svært for dig at lave mad som voksen og lære det videre til andre.
Det min terapeut forklarede mig, og som tog røven på mig, var 👇
Det jeg ikke selv har fået, men som jeg gør mig umage for at give til mine børn, er ekstremt udmattende for mig at give.
Også selvom det er gjort i stor bevidsthed og kærlighed.
Så når jeg lytter til mine børn, når de er kede af det, vrede eller frustrerede over noget, og hjælper dem med at identificere følelserne, rumme dem, anerkende at det er okay de har det sådan og hjælper med at oversætte hvad følelserne betyder og hvad de måtte have brug for, er det godt forældreskab.
Hurra.
Men det er hårdt for mig at gøre.
Udmattende.
Jeg har virkelig følt mig forkert.
For en weekend uden pauser og hvor mine små børn har meget brug for mig, betyder at det kan tage mig næsten 1-2 dage at 'komme ovenpå igen' efterfølgende.
Og sådan har jeg ikke lyst til at leve.
Det betyder rent praktisk at jeg har brug for pauser.
Alene.
Og flere pauser end min mand.
Den skulle jeg også lige sluge.
Så jeg øver mig stadig i at tage pauser.
👉 At gå en tur alene.
👉 Læse en bog alene.
👉 Være sammen med veninder.
👉 Bade efter dans, selvom jeg synes at jeg skal skynde mig hjem.
👉 Lukke døren ind til soveværelset og dyrke en halv times yoga.
Er der noget af det her der ringer en klokke for dig?
Altså, at du måske også oplever at blive udmattet, når du giver noget til andre, som du ikke har fået selv?
Hvis du også trænger til en pause, så kan du på fredag d. 28/6 komme med til Restorativ dans & sommerhvile som er en lang lækker pause, hvor du kan lade op.
Det er fra 18-20.30 og du er meget velkommen.
Du får både blide bevægelser som løsner spændinger i kroppen, restorativ dans der grounder dig og afslappende stillinger inspireret af restorativ yoga, hvor jeg giver hovedbundsmassage undervejs.
Der er få pladser tilbage - du kan booke din billet til en pause her >>>
Kærlig hilsen
Kirk