Hvorfor tæller yoga ikke som træning?

Blog RSS

Se videoen her, hvor jeg snakker mere om, hvorfor det er så svært at lade yoga tælle med som træning... 

For næsten en måned siden besluttede jeg mig for at udfordre mig selv i 30 dage. Den challenge, kan du læse mere om her. 
Som en del af den challenge, som jeg laver sammen med min veninde Anne, aftalte vi at vi skal bevæge os/træne 15 timer på de 30 dage. 

Det lyder som en overkommelig opgave. 
Men hvor skulle jeg bevæge mig? 

For jeg vidste godt, at jeg trods alt ikke ville få gjort det hjemme, når det var så meget. 
Og jeg havde lyst til bare at være elev igen selv. 
Og ikke mindst, være et sted, hvor ikke en kæft ved hvem jeg er. 
Et sted hvor jeg ikke selv skal undervise, og kan komme præcis som jeg er i den dagsform, jeg nu engang har. 

Skulle jeg i gamle gårde?

Jeg overvejede et medlemskab på en af mine gamle arbejdspladser. 
Men jeg føler faktisk ikke for at der skal stå en og råbe mig i hovedet, at jeg kan mere, at jeg skal presse mig selv mere, at min krop skal præstere mere. 

For det synes jeg faktisk at jeg allerede har gjort. 
At min krop har præsteret og været udsat for alt mulig slags træning. 

Kan jeg overhovedet tillade mig, at vælge mig selv til?

Jeg var sindsygt konfliktet i mine overvejelser. 
Mit valg endte med et nyt sundhedshus i Kbh NV. 
Men så kom det til at skulle vælge medlemsskabtype. 
Og ligeså meget som jeg har lyst til at give hele verden, til alle andre mennesker, kan jeg blive så sindsygt nærrig, når det kommer til mig selv. 

Så er jeg ikke god nok til at vælge mig selv til på den måde og bruge 400,- om måneden kun på mig. 

Jeg nåede at tænke, at jeg kunne tage kontakt til dem og sige at jeg kunne skrive for dem i bytte for medlemskab. 

Til sidst sagde jeg højt for mig selv; 'Kirk, du må godt vælge noget som bare er til dig. Som ikke har nogen funktion andet end at give dig fornøjelse. Du behøver ikke arbejde lidt imens du er der, jeg kan bare nyde at der er en underviser, som vil give mig det bedste, for en gangs skyld. At jeg må tage imod og ikke skal give en skid.' 

Hvorfor tæller yoga ikke? 

Så nu går jeg til yoga. To gange om ugen cirka. 
En af gangene får den rimelig meget gas med Vinyasa yoga og den anden er rimelig rolig, sker ikke så meget agtig, med halvanden times yin yoga. 
Men så har stemmerne været igang igen;
'Yoga tæller altså ikke med'
'Det tæller ikke hvis ikke du sveder hele tiden'
'Du laver jo ikke noget til Yin yoga...' 
'Det der yoga er ikke rigtig træning, for du er jo ikke øm i 5 dage efter..' 

Sådan noget sagde stemmerne. 

Som om yoga ikke rigtigt talte. 
Fordi det ikke er højintensitet. 
Måske fordi der ikke står en underviser og råber af mig. 
Fordi det ikke handler om at få en fast røv og flad mave. 

Fordi der rent faktisk er meget mere fokus på at mærke hvad dælen min krop har brug for. 

Og jeg lytter. Prøver i hvert fald. 
Det jeg hører når jeg sætter mig der på yogamåtten, er 'Tak. Hvor er det dejligt det her.' 

Jeg har rigeligt fart på i mit liv og bevægelsesmæssigt er jeg dækket ind med både styrke og kondition. 
Til gengæld har jeg brug for åndehuller, hvor jeg kommer ned i gear, mærker min krop og ikke har et facit for hvad jeg skal præstere. 
Et sted som lader mig op. 

Det gør det her sted. Og det er bare til mig. 

Og det føles så pissehamrende dejligt! 
Så nu tæller yoga med. I min verden. 
I min challenge. 

Det tæller så meget med! 

Kærlig hilsen

Kirk Rønler
 

Jeg prøver stadig at slutte fred med min krop

Der er ikke den kur jeg ikke har prøvet. 
De magiske piller, jeg ikke har forsøgt mig med. 
Fordi jeg ville tabe mig. 

Af den overbevisning, at hvis jeg tabte mig, så blev alting bedre. 
Men det blev det ikke.
For jeg har tabt mig de der 3-5 kilo.
Flere gange. 
Og taget dem på igen. 

Men selv når jeg havde tabt kiloene, så var stemmerne i hovedet der stadig. 
Så var det appelsinhuden, den var gal med. Rynkerne eller de hvide pletter jeg har. 
Jeg var dybest set, stadig ikke perfekt. 

Jeg prøver stadig at slutte fred

For to år siden, skrev jeg et ærligt blog indlæg om at ville slutte fred med min krop og ikke udsætte den for alskens lort, piller, detox, kure, askese og meget mere. 

Tiden siden har været den vildeste rejse, for mig som menneske. Og for min krop. 
Og jeg er et andet sted idag. 

Rejsen blev til foredraget Slut fred med din krop, hvor flere end tusind kvinder har været forbi, for at blive klogere på dem selv og for at tage de spæde skridt imod et mere kærligt forhold til deres krop. 

Hvis jeg kunne solgte jeg gerne lykkeformularen på flaske. Tag disse 10 trin og bliv gladere for din krop. Det har jeg aldrig troet på. Og det forsøger jeg heller ikke at sælge. 

Tværtimod, er jeg meget ærlig om, at det at slutte fred med sin krop og begynde at behandle den med kærlighed, ikke er gjort over en nat. Men kræver arbejde med sind, sjæl og krop og for mig, har jeg været nødt til at stille mig selv, nogle store spørgsmål. 

Frygten for ikke at være tynd nok

Det siges at vi gør alting, enten ud af frygt eller kærlighed/tiltrækning. 
Da jeg stillede mig selv spørgsmålet om hvorfor jeg behandlede min krop som jeg gjorde, og lejlighedsvist stadig gør, når jeg bliver forvirret og for frygtsstyret, om jeg gjorde det jeg gjorde, ud af frygt eller kærlighed, var svaret frygt. 

For hvad var det jeg var bange for, hvis ikke jeg var tynd nok? Perfekt nok? 
Jeg var bange for at så var jeg ikke god nok. 
At hvis jeg var tyk, var jeg en taber. 
Og var jeg først ikke god nok, ville ingen elske mig. 
Er der ingen der elsker mig, så ender jeg alene. 

Det var frygten. 
Det er frygten der dukker op en gang imellem. 

Den handler ikke om min krop og hvordan den ser ud. 
Har jeg fundet ud af. 
Men den frygt stikker stadig sit hoved frem en gang imellem. 
Og skræmmer mig. 
Lejlighedvist overbeviser den mig om, at jeg skal gøre alt muligt, for at blive bedre. 

30  dages renselse og kiggen indad

Jeg er igang med min tredje uge med en challenge til mig selv. Den har jeg lavet sammen med min veninde Anne, så vi kan støtte hinanden. 
Opmuntringen var at min buksedragt strammede så meget, at jeg ikke turde at bukke mig ned, uden at være bange for at den spræk. 

Det duer ikke. 

Men i stedet for at gøre det, som jeg har gjort så mange gange før, at gå i krig med at veje mig og sætte alle mulige regler op, valgte jeg en anden vej. 

For jeg tror på at der er en grund til at buksedragten strammede. 
Mere end bare fordi jeg havde fornøjet mig lidt ekstra med rosé og hvidløgsbrød. 

Så de her 30 dage, som sikkert bliver til flere, er en form for renselse. 
Hvor jeg har forsøgt at sætte nogle guides op for mig selv og mit indtag. 
Ikke asketisk, men realistisk. 
Jeg har ikke vejet mig. 

Og der er to mål med denne challenge, som handler om alt andet end tal på vægten: 
1: Jeg vil gerne kunne passe min buksedragt igen, fordi jeg synes jeg er røvlækker i den
2: Og faktisk vigtigst: jeg har brug for at finde ud af, hvorfor jeg lige pludselig ikke kunne passe min buksedragt. Hvorfor jeg har trøstespist og lammet mig selv, for ikke helt at mærke efter?

At slutte fred, er en proces

For mig er det en proces, på lige linje med at gå til frisør, eller have bilen til mekaniker. 
Det skal gøres jævnligt. Bolte skal spændes. Kileremmen skal skiftes. 
Sådan er det også for mig og min krop. 
Jeg bliver hele tiden stillet overfor udfordringer af min krop, mit sind, vores samfund, mine relationer og overbevisninger. 

Så nu spænder jeg boltene igen. Får rettet frisuren til. 
Ikke for at blive perfekt. 
Men for hele tiden at bedre forstå mig selv og lade mine handlinger overfor mig selv og min krop, været drevet af kærlighed og ikke frygt. 

Foredraget Slut fred med din krop

Det er sådan en skøn rejse. 
Som jeg deler med dig til foredraget Slut fred med din krop. 
Foruden de åbenbaringer og værktøjer jeg bruger, for at skabe balance og ikke mindst bevidsthed i mit liv, så jeg bedre kan leve i kærlighed end frygt. 
Jeg tilføjer hele tiden nyt til foredraget, så har du set det før, så tøv ikke med at komme igen. 
Både du og jeg er allerede en anden, end sidst :) 

Min tourne starter d. 29. august i København og jeg kommer forbi en del byer, som du kan se her: 

29. august // København
5. september // Aarhus
19. september // Aalborg
26. september // København
11. oktober // Odense
31. oktober // København
28. november // København

Skal du med og blive inspireret? 

Et madglad feriebarn strammer tøjlerne...

... det er en lørdag aften og jeg skal ud. 
I min denim jumpsuit som er pisselækker. Om end uden stretch. 
Det viser sig at det madglade feriebarn, har været lidt for madglad og at de mange glas rosé og hyggelige sommeraftener, med eller uden regnvejr, har sat sig på røven, maven og sikkert også resten af kroppen. 

I hvert fald strammer min buksedragt. Mere end godt er. 
Faktisk så meget, at jeg er bange for at den sprækker når jeg bukker mig ned. 
Det duer ikke. 

Men hvad så?
For jeg tror jo ikke på slankekure, askese, detox og stramme regler. 
Ikke mindste fordi jeg har rygrad som en regnord og elsker mad der smager dejligt.
Og bløde dråber i godt selskab med samtaler der bliver dybere, som vinen svinder i flasken. 

Men min grundregel er også, at når tøjet strammer, så må jeg gøre noget. 

Når selvkærlighed og nysgerrighed driver værket

Jeg kunne godt hoppe på en kur i et dameblad. Tab 5 kilo på 3 uger og derudaf. 
Men jeg tror ikke på det. Altså ikke at det ikke nødvendigvis virker undervejs, men det strider meget i mod det jeg står for. 
Så jeg har besluttet mig for noget andet. 
Jeg har ikke en vægt, så jeg aner ikke hvad jeg vejer, jeg ved bare at mit tøj strammer, og at jeg ikke har overskud på kropskontoen når jeg kigger mig selv i spejlet. 

Jeg har derfor lavet en plan. 
En selvkærlig en af slagsen. 
Som skal sikre at tøjet ikke strammer om en måned, at selvværdet har fået et boost og at jeg har ro på systemet, inden en travl efterårssæson starter med fuld smæk på. 

Planen er: 
- At spise 5-600 gram grøntsager om dagen. Stegt, kogt, rå - frit valg. 
- At drikke 2L vand om dagen
- Undgå slik og kage
- Undgå alkohol
- At mærke sult tre gange om dagen, for guderne skal vide, at jeg har et veludviklet talent for at spise når jeg keder mig, er ked af det og derudaf! 

Undtagelser: 
Når rygraden svigter og der er Rittersport, sol, måne og stjerner overalt, så har jeg tilladt mig selv følgende på de 30 dage. Fordi jeg tror på at ved at tillade mig selv lidt, er det nemmere for mig at bryde vanerne og nemmere for mig at komme igennem og få succes med projektet. Jeg må nyde: 
- 2 plader af den der virkelig lækre mælke/karamel chokolade fra Brugsen
- 4 glas vin
- Og så må jeg altid må spise mørk chokolade

Sport and all: 
Jeg dyrker en del motion allerede som det er, men jeg savner at være elev. Og jeg savner et frirum, som bare er for mig. 
Så jeg har sat mig for at bruge den kommende måned på at prøve forskellige motionsformer og studier af. Så ser vi hvor jeg ender. 
Men jeg tror at jeg er nødt til at lytte til at det både skal være et smukt sted og uden mega meget konkurrence og råb og skrål :) 

Meditation og selvværd: 
Undervejs har jeg lagt både meditation, åndedrætsøvelser og selvværdøvelser ind. For at have mig selv med. Og fordi det ikke er et projekt der handler om at jeg skal tabe mig x kilo. Jeg vil bare gerne kunne passe min denimdragt igen og have det awesome med mig selv samtidig :) 

Belønningen: 
Jeg tror på psykologien med at få en belønning. Så min skal være en kjole, jeg har haft kig på længe. 

Hvis du har lyst til at følge med og blive inspireret selv, så følg med på instagram her og facebook her. 

Jeg er allerede igang med dag nr. 3 og føler mig faktisk ret sej! 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler 

Hvorfor lar' jeg ikke bare vær!?

RSS Block

Select a Blog Page to create an RSS feed link. Learn more

RSS

... med at sætte tænderne i Rittersporten?

Min last, min synd, mine lækkerier

Jeg elsker chokolade og kage. I princippet kunne jeg godt forsøge at fortælle dig at jeg kun spiser mørk chokolade og kun 20 gram om dagen, som foreskrevet i damebladene.
Men det gør jeg ikke.
Jeg elsker Rittersport, Marabou, Snickers is, Brownie, Kanelgifler, Jordbærkage... you name it!

Ondt i maven & elastikbukser

Og der er egentlig ikke noget galt i at spise en Rittersport. Du kommer aldrig til at høre mig prædike om detox og askese på hverken den ene eller den anden måde.
Du kommer ikke til at høre mig sige at jeg drikker en kop urtethe når jeg er lækkersulten.
Til gengæld har jeg mange gange i mit liv været nysgerrig på hvorfor jeg ikke bare lader være med at spise den Rittersport. Især de gange hvor det ikke er fordi jeg bare har lyst til en Rittersport.

Hvad er din last og hvorfor?

Jeg bryder mig egentlig ikke om udtrykket last og synd. Det har en negativ konnotation allerede før du når forbi første stavelse. Hvilket for mig bliver til, sådan helt krakilsk set, at det ikke er okay. Det er i hvert fald ikke ligeså okay som broccoli.
Og her er det ikke fordi jeg plæderer for sundheden i hverken det ene eller det andet, blot vores samfunds konstruktion omkring last og synd. Og der jo ved det at synde ofte medfølger en straf. For mig en banken oveni hovedet og skæld ud på mig selv.

Misbrugsmønster

Debbie Ford var den der knækkede koden for mig i forhold til hvorfor jeg spiser Rittersport (og alt det andet som den her repræsenterer), de gange hvor jeg ender i en elastik-buks og lige efter jeg har spist den, nogen gange imens, virkelig ender med at banke mig selv oveni hovedet. Så skælder jeg mig selv ud i stil med 'hold kæft hvor er du dum, Kirk, du er da en slapsvans at du ikke bare kan la være' eller 'du bliver aldrig tynd, hvis du bliver ved med det her... og så bliver du aldrig... og heller ikke...' og så fortsætter snebold-effekten derud. Det bliver aldrig rigtig konstruktivt.
Det var først da jeg læste Debbie Ford omkring skam, at jeg forstod hvorfor jeg gjorde det og hvad Rittersporten var et udtryk for.
Rittersporten er mit misbrugsmønster. Lejlighedsvist. Nogen gange er det også 'bare' det jeg har lyst til. Men hvordan lærer du/jeg at skille ad hvornår det er det ene og det andet?

Skam & Debbie Ford

Skam kan være mange ting, men for mig gav Debbie Ford's definition mest mening:

'Uerkendt og ubearbejdet skamfølelse, er det der får os til at sabotere vores egen succes, krænke vores egne interesser, tage det der ikke er vores, lade os overmande af gamle misbrugsmønstre og ødelægge vores forhold. Ved selvsabotage gør vi den indre skam synlig.'

Det gav mening for mig. At når vi har skam vi ikke gør noget ved, så vender vi tilbage til vores misbrugsmønster. Og her er der ikke nødvendigvis tale om at skyde heroin ind i armen!
Så når jeg har gang i min skam, så er det jeg ender i Ritterporten og dens venner i elastikbukser og har ondt af mig selv.

Hvor kommer skam fra?

For mig har det været essentielt at finde ud af hvor min skam kommer fra. Skam er en programmering vi får fra andre og en løgn vi fortæller os selv. Og kan selvklart handle om tusind ting.

Da det gik op for mig. Både hvad min skam handler om og hvad der er mit misbrugsmønster, kiggede jeg på hvad der udløser min skam. Og lige pludselig kan jeg differentiere hvornår jeg bare har lyst til en Rittersport og kan spise den med god samvittighed og hvornår der er noget mere på spil som jeg er nødt til at tage mig af.

Det redskab og mange flere fortæller jeg om i foredraget Slut fred med din krop. Se kalenderen herunder for hvornår næste foredrag er.

Hvad er din skam? Hvad er dit misbrugsmønster?

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Hvis du har lyst til at følge med behind the scenes i det store og det små, tankerne og refleksionerne, så følg med på Instagram her.