Er det kun de tykke der må have det dårligt?

Kommentarerne er ingenlunde unikke for lige den her uge.
Jeg oplever dem ofte.
Og jeg synes det er bullshit.
For det svarer til at sige at det kun er de tykke der må have det dårligt med sin egen krop.
Og hvornår er man så 'tyk nok' til det?
Hvem afgør det?

Og så er det noget bullshit, fordi forholdet til vores krop, har så uendeligt lidt at gøre med, hvad vi vejer.
Jeg har vejet ti kilo mindre end idag. Har trænet 30 timer om ugen.
Det gjorde ingen forskel. Tværtimod, vil jeg sige, at jeg var endnu mere nederen overfor min egen krop, i den periode.
Jeg har udsat den for så meget, fordi jeg ville være tynd. Tynd nok.
Men hvad er tynd nok?
Når vi har et fucked up forhold til kroppen, skyldes det alt muligt andet.

Der er så meget body shaming i vores samfund.
Så er vi ikke rigtige fordi vi har rynker.
For små læber.
Ikke store nok bryster.
Fyrene er ikke nok trænede, hvis ikke de kan fremvise guns.

Vi har alt mulig grund til at købe et fitnessmedlemskab, hvis ikke røven sidder oppe i nakken.
Eller en wrap-massage.detox-ting hos en behandler, som koster spidsen af en jetjager, hvis vi har appelsinhud.

Vi er uværdige hvis ikke vi kan udvise nok kontrol til at tabe os og holde vægten.
Man behøver ikke kigge særlig længe på forskellige medier, særligt dem hvor vi selv poster vores hverdag, hvor man hurtigt kan komme til at føle sig forkert.

At jeg skulle have det mindre dårligt, end en der vejer 20 kilo mere.
Hvorfor?
At hun skulle være mere berettiget til at have det dårligt?
Hvorfor?
Eller ville det være nemmere, hvis vi kunne gøre det op sådan, at det var proportionelt?
Vejer du ti procent mere end mig, må du have det ti procent mere dårligt med dig selv?

Jeg tror ikke på, og min erfaring fortæller mig, at vores forhold til vores krop, afhænger af hvad vi vejer.
Så skal vi ikke bare droppe det, der med at svine hinanden til og måle pik i form af, hvem der har det dårligt og hvem der har mest ret til det?
Det handler ikke om vægt, men om dysfunktionelle familier, om selvtillid der er blevet mere hyldet end selvværd, om det perfekte som skulle være en målestok, vi alle kunne stræbe efter.

Hvis du er nysgerrig på hvad det så er, der skal til, for at have et dejligt forhold til din krop, så tag med til et foredrag.
Slut fred med din krop, er min historie. Også alt det, der ikke er pænt og instagrammable.

Det er de værktøjer og åbenbaringer jeg har haft undervejs.

Dem får du.

Skal du med?
Jeg er blandt andet i Aarhus d. 5. september, Aalborg d. 19. september, København d. 26. september, Odense d. 11. oktober og København d. 31. oktober 2017.

Der er ikke den kur jeg ikke har prøvet.
De magiske piller, jeg ikke har forsøgt mig med.
Fordi jeg ville tabe mig.

Af den overbevisning, at hvis jeg tabte mig, så blev alting bedre.
Men det blev det ikke.
For jeg har tabt mig de der 3-5 kilo.
Flere gange.
Og taget dem på igen.

Men selv når jeg havde tabt kiloene, så var stemmerne i hovedet der stadig.
Så var det appelsinhuden, den var gal med. Rynkerne eller de hvide pletter jeg har.
Jeg var dybest set, stadig ikke perfekt.

Jeg prøver stadig at slutte fred

For to år siden, skrev jeg et ærligt blog indlæg om at ville slutte fred med min krop og ikke udsætte den for alskens lort, piller, detox, kure, askese og meget mere.

Tiden siden har været den vildeste rejse, for mig som menneske. Og for min krop.
Og jeg er et andet sted idag.

Rejsen blev til foredraget Slut fred med din krop, hvor flere end tusind kvinder har været forbi, for at blive klogere på dem selv og for at tage de spæde skridt imod et mere kærligt forhold til deres krop.

Hvis jeg kunne solgte jeg gerne lykkeformularen på flaske. Tag disse 10 trin og bliv gladere for din krop. Det har jeg aldrig troet på. Og det forsøger jeg heller ikke at sælge.

Tværtimod, er jeg meget ærlig om, at det at slutte fred med sin krop og begynde at behandle den med kærlighed, ikke er gjort over en nat. Men kræver arbejde med sind, sjæl og krop og for mig, har jeg været nødt til at stille mig selv, nogle store spørgsmål.

Frygten for ikke at være tynd nok

Det siges at vi gør alting, enten ud af frygt eller kærlighed/tiltrækning.
Da jeg stillede mig selv spørgsmålet om hvorfor jeg behandlede min krop som jeg gjorde, og lejlighedsvist stadig gør, når jeg bliver forvirret og for frygtsstyret, om jeg gjorde det jeg gjorde, ud af frygt eller kærlighed, var svaret frygt.

For hvad var det jeg var bange for, hvis ikke jeg var tynd nok? Perfekt nok?
Jeg var bange for at så var jeg ikke god nok.
At hvis jeg var tyk, var jeg en taber.
Og var jeg først ikke god nok, ville ingen elske mig.
Er der ingen der elsker mig, så ender jeg alene.

Det var frygten.
Det er frygten der dukker op en gang imellem.

Den handler ikke om min krop og hvordan den ser ud.
Har jeg fundet ud af.
Men den frygt stikker stadig sit hoved frem en gang imellem.
Og skræmmer mig.
Lejlighedvist overbeviser den mig om, at jeg skal gøre alt muligt, for at blive bedre.

30 dages renselse og kiggen indad

Jeg er igang med min tredje uge med en challenge til mig selv. Den har jeg lavet sammen med min veninde Anne, så vi kan støtte hinanden.
Opmuntringen var at min buksedragt strammede så meget, at jeg ikke turde at bukke mig ned, uden at være bange for at den spræk.

Det duer ikke.

Men i stedet for at gøre det, som jeg har gjort så mange gange før, at gå i krig med at veje mig og sætte alle mulige regler op, valgte jeg en anden vej.

For jeg tror på at der er en grund til at buksedragten strammede.
Mere end bare fordi jeg havde fornøjet mig lidt ekstra med rosé og hvidløgsbrød.

Så de her 30 dage, som sikkert bliver til flere, er en form for renselse.
Hvor jeg har forsøgt at sætte nogle guides op for mig selv og mit indtag.
Ikke asketisk, men realistisk.
Jeg har ikke vejet mig.

Og der er to mål med denne challenge, som handler om alt andet end tal på vægten:
1: Jeg vil gerne kunne passe min buksedragt igen, fordi jeg synes jeg er røvlækker i den
2: Og faktisk vigtigst: jeg har brug for at finde ud af, hvorfor jeg lige pludselig ikke kunne passe min buksedragt. Hvorfor jeg har trøstespist og lammet mig selv, for ikke helt at mærke efter?

At slutte fred, er en proces

For mig er det en proces, på lige linje med at gå til frisør, eller have bilen til mekaniker.
Det skal gøres jævnligt. Bolte skal spændes. Kileremmen skal skiftes.
Sådan er det også for mig og min krop.
Jeg bliver hele tiden stillet overfor udfordringer af min krop, mit sind, vores samfund, mine relationer og overbevisninger.

Så nu spænder jeg boltene igen. Får rettet frisuren til.
Ikke for at blive perfekt.
Men for hele tiden at bedre forstå mig selv og lade mine handlinger overfor mig selv og min krop, været drevet af kærlighed og ikke frygt.

Foredraget Slut fred med din krop

Det er sådan en skøn rejse.
Som jeg deler med dig til foredraget Slut fred med din krop.
Foruden de åbenbaringer og værktøjer jeg bruger, for at skabe balance og ikke mindst bevidsthed i mit liv, så jeg bedre kan leve i kærlighed end frygt.
Jeg tilføjer hele tiden nyt til foredraget, så har du set det før, så tøv ikke med at komme igen.
Både du og jeg er allerede en anden, end sidst :)

Min tourne starter d. 29. august i København og jeg kommer forbi en del byer, som du kan se her:

29. august // København
5. september // Aarhus
19. september // Aalborg
26. september // København
11. oktober // Odense
31. oktober // København
28. november // København

Skal du med og blive inspireret?

Jahh, jeg vil gerne med til foredrag

Featured