terapeut

Jeg vil ikke undvære ensomheden!

Jeg græd. Ikke som en pisket, men med tårer der stille løb ned af kinderne. Midt i et udendørsbad på Bali græd jeg. Fordi jeg følte mig alene og ensom. 
Måske en naturlig del af det at rejse alene, at lejlighedvist føle sig alene. Men ensomheden er en jeg genkender, også derhjemmefra. Der får den bare ikke ligeså meget plads. 

Det er en ensomhed jeg har været ærlig omkring på sociale medier og overfor mine venner.
Det har affødt interessante reaktioner. Langt størstedelen har været søde og har sendt krammere. Nogen har heppet på at det er rart at læse om ærlige, autentiske og sårbare følelser. 

Sørg for du ikke bliver ensom

Og så er der egentlig de reaktioner der har overrasket mig mest, omend jeg ved de er sagt af kærlige hjerter. 
Straight up lyder de; ‘Kirk, jeg husker at du havde nogen af de samme følelser sidste gang du rejste alene. Måske du skulle finde en anden rejseform, så du ikke føler dig ensom’. 

Det er sagt i kærlighed. Håber jeg i hvert fald. 

Men jeg vil ikke undvære ensomheden. Jeg vil ikke undvære det grimme i livet, det der gør ondt, det der giver ridser i livets lak. For ridserne er dybde, erfaring og ensomheden forsvinder ikke, bare fordi jeg holder op med at rejse alene. Jeg tror vi allesammen kender følelsen af at være ensom, selv i selskab med andre, nogen måske endda også i deres parforhold. 

Følelser og behov

Ensomhed er en følelse.
Under enhver følelse er der et behov der ikke er blevet mødt. 

Når jeg føler mig ensom, er det fordi der er nogle behov jeg ikke har mærket efter hvad er og givet plads til at blive mødt.
I en travl hverdag, sikkert som så mange andres, kan jeg tit ende nederst på to do listen. Min egenomsorg bliver nedprioriteret og tempoet gør at det er svært at lytte efter til det jeg har brug for. 

Det vi ikke giver plads, bliver større og på et tidspunkt, som en trold, hopper det ud af æsken. Sjældent på belejlige tidspunkter. For mig blev det på Bali. På en tur hvor nogen mente at jeg ikke kunne tilllade mig at være ked af det, for jeg var jo på Bali. På ferie i paradis, hvor jeg bare burde være glad. 

Men det var jeg nu engang ikke. I hvert fald ikke hele tiden. 
Jeg følte mig ensom, fordi der var nogle behov jeg ikke havde anerkendt og givet kærlighed. 
Det gik op for mig på Bali. 

Og det er sgu da røv-vigtigt!
Og ikke noget jeg ville undvære for noget i verden.
Jeg er vendt hjem fra Bali mere hel end jeg tog afsted. Klogere. 

Er du bange for ensomhed?

Hvorfor er vi så bange for ensomhed? Hvorfor skulle jeg holde op med at rejse alene, for at undgå at mærke ensomhed? Det i sig selv, er i min verden utopi, at tro at andres selvskab, afholder dig fra at mærke ensomhed. 
Hvorfor er vi så bange for, det der gør ondt? Måske fordi vi i princippet har alt hvad vi kunne ønske i et I-landssamfund, hvor det kan virke egoistisk at påkalde sig ensomhed. 

Hvis ikke vi anerkender og rummer som mennesker, at det ikke er rosenrødt hele tiden, så bliver det sgu noget lort. Rent følelses- og energimæssigt ender vi, i min optik, i et vakuum. 
Jeg kalder det livets mellemrum.
Der hvor det er hverken eller, men bare helt almindelig leverpostej, uden udsving. 

Jeg mødte en russisk kvinde på en båd, på vej ud for at snorkle på Bali og vi faldt i snak. Der gik ikke længe før tårerne løb af mine kinder, fordi hun spurgte mig hvad jeg syntes om at rejse alene. 
Men lige der, midt i mellem tatoverede øjenbryn og lipfiller, kiggede en kærlig russisk kvinde på mig og på gebrokkent engelsk sagde hun; ‘Kirk, don't say sorry for crying. You are alive. You feel joy and sadness. That's a gift’. 

Og hun har ret. Følelsernes polarisering er en gave. For dér, findes livets mellemrum ikke. Bali tog mig ud af mellemrummet og tilbage til pulsen.

Tillad dig selv dine føleser. Også dem der ikke er yndige, pæne, polerede eller den største handelsvare på de sociale medier. Jeg vil love dig, at du altid vil blive mødt af nogen andre der har det på samme måde. Det blev jeg og det i sig selv var en kæmpe lettelse. 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler