Det er fredag morgen og i kælderen på Gotved instituttet er tyve kvinder på vej i bad.
Der er shampoo, grin, udlån af hårtørrer og kærlige tips om, hvor i området man finder den bedste morgenmad, på kryds og tværs.
Stemningen er let og kærlig, og jeg føler mig taknemmelig over at være omgivet at så skønne kvinder.
Midt i det hele står Janet.
Hun har haft brystkræft.
Er idag rask.
Men er gået igennem et barskt forløb, med både operationer, kemo, stråler og alt det pis & lort der følger med en kræftsygdom.
Men hun står der.
Rank.
Nøgen.
Det er første gang jeg bliver imponeret og for alvor rørt, for hun står også der, nøgen og sårbar med et opereret bryst, sammen med en masse andre kvinder.
Det er sejt.
Jeg lader mig inspirere og fortæller hende det. For så er deller og appelsinhud bare SÅ lige meget!
Lets groove, også efter sygdom
Janet er en del af morgengrooveholdet om fredagen.
Egentlig fordi hun skulle tjekke groove ud til et arbejdsprojekt, men jeg holder fast i, at hun må prøve det selv, før hun kan vurdere om hun vil bruge mig og groove til projektet.
Jeg ville gerne sige at jeg vidste hvad groove kunne gøre for hende, men det gjorde jeg ikke. Jeg havde en fornemmelse, men det er altid op til den enkelte kvinde, hvor meget dansen kan bringe hende.
Tillykke og tak Kirk
Den sidste gang, er kort efter min fødselsdag og Janet har taget en gave med.
Da jeg læser hendes kort græder jeg. Bliver rørt. Tillader mig at blive rørt også selvom det betyder at jeg står midt imellem elever og kunder og græder.
Jeg ved allerede der, at den her historie har jeg lyst til at dele med dig.
Som inspiration.
Til uanset hvor du er i dit liv.
Hvis du gir lov, kan dans være dit helle, dit frikvarter og dit energidepot på så mange måder. Dit hjem. Din elsker. Din ven.
Heldigvis har Janet sagt ja og har skrevet hendes historie, som du får herunder.
Det er heavy stuff, så find en kleenex frem med det samme.
Tak Janet.
Fordi du er modig, sej og fordi du står så stærkt i din historie!
Kærlig hilsen
Kirk Rønler
Groove
Af: Janet
'Store overvejelser gjorde jeg mig, inden jeg besluttede mig for at afprøve den der sjove dans, også kaldet groove. Jeg er umiddelbart ikke typen der er god til bare at bevæge mig uden der er dikteret en retning, takter eller andet jeg kan følge slavisk.
Men ting sker af en årsag… jeg var nu allerede røget ud af min komfortzone. Nu havde jeg netop overlevet en gang brystkræft med kemo, mastektomi, primær rekonstruktion og slutteligt stråler samt de næste 1+ år med antihormoner og en pludselig overgangsalder. Livet var altså ikke længere som det plejede at være, og det mærkede jeg på alle fronter. Hvem var jeg lige pludselig blevet, hvad ville livet fortælle mig, hvordan skulle jeg omfavne det og omvendt…. Jeg besluttede mig for at livet skulle LEVES….
Efter endt forløb kunne jeg pludselig mærke sårbarheden. Havde stået stærkt igennem, og nok også fortrængt sygdommen under forløbet, negligeret at jeg faktisk kunne dø. Men boomerangen kom…
Mine tanker kredsede meget om hvad jeg kunne gøre for at hjælpe mit nye jeg godt på vej, og ikke ende i en depression, som de havde fortalt mange gør, hvis man ikke passer på sig selv.
Kirk dukkede op i mine tanker et par gange.
Jeg kender Kirk fra tidligere, og vidste hun tilbød den her sjove dans, som jeg ikke rigtig vidste om jeg kunne forholde mig til.
Men nu skulle det være.
Jeg ved jo hvilken fantastisk og dejlig kvinde Kirk er, så jeg fik ringet til hende, og vi aftalte at jeg skulle være med en enkelt gang – det endte så med 6 x - absolut rørende og fængslende 6 dansetimer.
Allerede ved mit første møde med dansen kom tårerne – mange gange undervejs. Det var ubeskriveligt, smukt, nærværende og SÅ GODT for MIG. Kirk er så dejligt favnende, og blot hendes tilstedeværelse, blikke, humor og nærvær kunne alene frembringe tårerne hos mig.
Jeg oplevede en indre ro, mens jeg bevægede mig rundt - som kroppen selv dikterede (og lidt Kirk ;-)) Man var altså ikke helt overladt fuldstændig til sin egen fantasi, som jeg ellers havde frygtet lidt.
Jeg var opmærksom på min krop og dens signaler. Hvor førte den mig hen, hvad mærkede jeg, ja selv nu hvor jeg beskriver forløbet kommer tårerne springende frem og triller ned. Det er så smukt, som jeg aldrig har oplevet før. Vi dansede rundt mellem hinanden, men uden at egentlig kontrollere sig selv, og hvis man stod og blot kiggede på… ja, så ville man måske synes det hele så lidt sjovt ud, men den tanke var jeg virkelig ret så ligeglad med. Nu handlede det om mig.
Jeg er desværre ikke så god til at meditere – sådan som de fleste nok ville meditere; siddende, dybe vejrtrækninger og lade tankerne flyve. Jeg er nok lidt af et kontrol menneske og vil gerne styre tankerne, eller også tænker jeg på alle de ting jeg lige skal nå.
Men her – her var min meditation lige pludselig. Så uventet kom det til mig.
Selv under sangen ”Don't worry be happy” hvor vi sang med, blev jeg så grådlabil at jeg næsten ikke kunne få ordene ud af min mund. Hvad var det egentlig teksten beskrev og hvad var jeg....?
Så mange tanker.
Jeg kan kun sige den største TAK til Kirk for at have ”ført” mig gennem groove. Introduceret mig til det. Du er så smuk og en dejlig indlevende kvinde med det største nærvær.
En anden ting jeg også fik med i dansen; efter operationen og stråler var jeg blevet meget spændt omkring skulderen og der hvor brystet var fjernet og det stenhårde implantat nu sad. Jeg oplevede efter et par gange at anspændtheden forsvandt. Og den er stadig forblevet væk. Jeg kan kun tilskrive det at jeg fandt mig selv og min krop gav simpelthen slip. Det er imponerende hvad den krop faktisk kan og gør… når man blot lytter til den…. '
