dating apps

Mænd i fyrrene... mit nye sort?

Online workshop for singler, med Kirk Rønler

'Hvad er den største aldersforskel, der har været imellem dig og en du har været sammen med?'
Det er et klassisk spørgsmål, som dukker op på et eller andet tidspunkt i samtaler som handler om parforhold, kærester, elskere eller måske bare til det gængse fredagsquizspil, SP eller K, fra fordums tid!

Dating som teenager

Engang var der prestige i at være sammen med fyre der var ældre. Det var måske mest da jeg var teenager og dengang det gjaldt om at have så mange skolefotos i pungen som muligt. Og var der nogen imellem af lækre, lidt ældre fyre, så var det et hit! 
Jeg var kæreste med Dennis dengang. Han så pissegodt ud og jeg høstede anerkendende nik når jeg fremviste hans skolefoto. Det var datidens profilfoto i uredigeret, rå tilstand og med tiden slidt og med bukkede hjørner, som en slags symbol på at 'dig vil jeg godt være venner med'.
Han var nu ikke ældre end jeg, han så bare sådan ud.

Tyvernes ældre fyre

I tyverne var jeg blandt andet kæreste med en 7 år ældre fyr. Skidesød, om end lidt kedelig og med en svigermor der havde de vildeste ødipuskomplekser, valgte jeg at gå videre.
Men det var også den tid, hvor jeg mest var sammen med ældre mænd, eller i hvert fald nogen der var en del ældre end jeg selv og det bekom mig godt.
Jeg har altid, og har stadig den dag, venner som er en del år ældre. Jeg har lige fået en ny drengeven, ja man kan sgu da diskutere om man overhovedet kan kalder ham en drengeven, men han er 45 år. Så måske det er mere berettiget at kalde ham en mandeven, selvom det også lyder forkert, når nu det er en platonisk relation. Jeg nyder hans selskab, mest af alt fordi han som mig, har en del ridser i livets lak. Han har set bunden og toppen og alt imellem, hvilket fordrer for nogle langt mere spændende samtaler.

The Young ones

Et par gange har jeg flirtet og set lidt til nogle unge fyre. Dem i tyverne. Det har været sjovt og der er nu altså noget ved deres energi og frygtløshed som jeg er vild med. De er nemlig ikke bange for mig.
Måske er det, som min ven siger, at når de så først rammer slut tyver/start trediverne, er der noget der gror sammen i hjernen og så bliver de ligeså panikslagne og ikke-beslutsomme-sikre-på-at-græsset-er-grønnere-i-fucking-sverige-agtige som mænd i trediverne.

At date mænd i 30'erne

Jeg er i trediverne og har måske netop af den årsag, kigget efter fyre i samme aldersgruppe. Nå ja og så fordi jeg ikke helt har vidst om jeg var klar til at overtage en anden kvindes børnepakke inkl. en ekskone til alle fødselsdage. Det er en anden refleksion, som jeg har haft tidligere. 
Jeg synes (og her er der selvfølgelig potentiale for bøllebank fra min egen generation) at mænd i 30'erne er vattede. Det er som om de ikke står i deres egne sko og så har min oplevelse været at de har været bange for mig. At de ikke ved hvad de skal gøre 'med mig', om de skal gå til højre eller venstre i livets karrusel, om de skal booke bord på restaurant a, b, eller c.
Beslutningsdygtigheden, drivet og ro'en og troen på sig selv, kan virkelig ligge et lille sted.
Om det så skyldes:
A: At kvinder stadig i en voksen alder, er lidt mere modne end fyrene... eller
B: Som min gode bekendte sagde (som er 40, men som alt andet lige har mere erfaring som en fyr i trediverne end fyrrene): 'Måske er det fordi vi er vokset op i en generation hvor vi for alvor har fået skudt i skoen at vi skulle respektere kvinder og give jer plads' ved jeg ikke, men jeg synes pointen er god og årsagen skal nok også findes flere steder. Og nej, det er nok ikke alle mænd i trediverne der er vattede... håber jeg!
Men det giver mening at kvinder på min alder, har kigget efter fyre, på vores egen alder. Til trods for at jeg jo faktisk aldrig rigtigt har kærestet med mænd på min egen alder! De har som regel været yngre eller ældre. Ja faktisk i en anden generation.

I hvert fald åbnede det op for muligheden for at kigge lidt nærmere på mændene i fyrrene.
Mit forbehold kom oprindeligt af en date og et rendevouz med en stor flirt og kærlighed fra tyverne, som jeg genså ti år senere for nogle år siden. Spændingen var stor og forventningerne ligeså, men det hele dalede ligesom jo mere hans røv stod der og daskede som en persiennerøv og tanken gik til Samantha i Sex & The City og den ældre herre.
Der er bare noget ved det syn, der virkelig ikke er lækkert. Uden at det skal forstås som at vi ikke må blive ældre, men vi må bare godt passe på os selv og ikke lade forgå. Lige snige et par squats ind imellem morgenmaden og det at blive fyrre.

Mit nye dating-sort...

Og så til sagen, efter en lang indledning. Jeg havde i sidste uge fornøjelsen af at være på dobbeltdate med to mænd i fyrrene. Og hvilken fornøjelse. For ligesom min nye drengeven, så står de i deres egne sko. De prøver hverken at løbe fra ridserne i lakken eller fra regningen, som det jo er så moderne at man skal dele allerede på første date.
Og samtalerne! Der er noget ved dem... dybere, mere reflekterede og med en større ro. Det tiltaler mig.
Her er en spade en spade, jeg får en gentlemans hånd som hjælp når jeg har brug for det og de forstår det at booke en restaurant uden slinger i valsen.
Og så er jeg godt klar over at ved at kigge på mænd i fyrrene, er der potentielt set også en anden bagage med i form af børn og ekskoner. Men hvad fanden. Jeg har selv været gift og har et barn i Indien!

Min udfordring til dig denne gang er derfor: prøv at lade alder være alder og vær i stedet nysgerrig på mennesket foran dig og mærk efter hvad er et kardinalpunkt for dig. For mig er det at en mand skal kunne stå i hans egne sko og ikke lade sig blæse omkuld af at der er fart på i mit liv.

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Pssst... vidste du at jeg holder foredrag om dating og singlelivets skønne mænd? Det hedder 'Sådan får du en kæreste : Inspiration til dit datingliv' og her deler jeg ud af tips & tricks og egne erfaringer og historier.
 

Brug Tinder på nye dating måder

Tryk på billedet, eller >> her << og få foredraget Derfor møder du mænd der ikke vil committet sig med det samme.

Din pris er 0,-

En af de måder jeg gerne vil inspirere dig på, til hvordan du kan få en kæreste, en date, er hvordan du kan bruge de klassiske apps og sites på andre måder end de gængse.

Tinder... jeg kender nogen der rent faktisk har mødt en kæreste der og jeg har selv været på en del Tinder dates, uden den helt store succes. Blandt andet med en mand i batik-bukser som mildest talt var alt det du tænker om en mand i batik-bukser :)

Kan du andet end at knalde på Tinder?

Jeg synes mest af alt det er en knalde-app, hvor der er mere fokus på sex end samvær. Eller også er det pennevennernes land, hvor der simpelthen kan blive skrevet og skrevet og skrevet og til sidst får jeg lyst til at skrige; 'så lad os dog forhelvede mødes i stedet for det her pennevenneri!'.

Så jeg har besluttet mig for at bruge Tinder på en anden måde. Det har jeg egentlig gjort af nogle omgange. Denne gang til at sætte en dobbeltdate op. Som jeg aldrig selv har prøvet.

Dobbeltdaten der aldrig blev til noget og så alligevel!

For jeg har nemlig forsøgt mig før med en dobbeltdate fra Tinder. Indrømmet: ikke noget jeg havde lagt den store indsats i, men min veninde og jeg var blevet enige om at vi ville på en dobbeltdate.
Som sagt så gjort, jeg fandt en mand på Tinder og spurgte ham ud på en dobbeltdate a la 'Vi er to piger og vil rigtig gerne på dobbeltdate, har du måske en ven som er ligeså charmerende som dig?'.
Cheesy lyder det, men der var gevinst.
Lige indtil han aflyste. Samme dag. Undskyldningen husker jeg ikke. Kun panikken der bredte sig og resolut gik jeg i gang med at finde to andre mænd. Og nej, det var måske ikke den meste kræsne søgning. Hvilket skulle vise sig at give bagslag senere på aftenen.
Men det lykkedes. Aftalen var at mødes på Liedkøb senere på aftenen.
Vi sad der, min veninde og jeg. To blondiner, begge i sort tøj med blonder og var relativt nemme at genkende.
Jeg sidder med ryggen til indgangen og imens vi drikker den første drink, får vi selskab af to fyre. Dog ikke dem vi skulle mødes med og min veninde vælger at tage en vurdering da hun ser dem, altså dem vi skulle mødes med, som blandt andet var en håndværker der på facebook poserede i en Voldborg-agtig striktrøje med et rensdyre på, på den mere kiksede end cool måde, at de ikke er noget for os, og vælger aldrig at tage kontakt.

Lidt tarveligt, I know, men jeg havde nok gjort det samme i den situation. Ikke at der er noget galt med hverken Voldborg eller rensdyret.

Ny dobbeltdate med MoMa manden

Så nu prøver jeg igen. Med en større indsats. I morgen aften, med en anden veninde og skal mødes med MoMa manden og hans ven.
Når indsatsen har været større, er det blandt andet forbi vi har skrevet mere sammen, jeg har virkelig hæftet mig med tålmodighed, for at koordinere 4 kalendere, er ikke det nemmeste og slet ikke henover en sommerferie.
Men det er lykkedes.
Vi skal sejle med GoBoat og spise middag sammen mens vi cruiser igennem Københavns kanaler og jeg glæder mig.
Uanset hvad det ender med, så er de indledende 'manøvrer' (om man vil) i hvert fald gjort bedre, mere entusiastisk og charmerende end jeg nogensinde før har gjort, så jeg håber det smitter af og at vi får det sjovt sammen alle fire.

Stay tuned. På fredag kommer opsamlingen af daten og ikke mindst mere om et fantastisk samarbejde der er kommet op at stå med GoBoat til dig og dine fornøjelser :)
Og så skylder jeg dig en update på det at fiske i andre andedamme, som jeg helt teaseragtigt kan sige: der var bid!

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Hvis du har lyst til at høre flere historier og blive mere inspireret til hvordan du kan møde en kæreste, så tag med til foredraget Inspiration til dit datingliv, som afholdes både i København, Jylland og Fyn. Se datoer her.

På date med en modig ung fyr

Det er nytårsaften og jeg er på vej, på cykel, op af Valby bakke. Klokken er lidt efter midnat og jeg skal mødes med nogle veninder til en fest.

En singlefest på Falkoner hotellet.

Som endte med at være alt hvad du forestiller dig en singlefest på Falkoner hotellet er.
Og det er heldigvis ikke det denne blog handler om.

Kys på Valby Bakke

Kort før et lyskryds kommer en sød, lækker ung fyr ud på cykelstien. Siger at jeg ser dejlig ud og om han må give mig et skub?

Mens jeg genert smiler og føler mig charmeret bliver der rødt og jeg standser. Jeg husker ikke hvad vi snakker om, kun kysset af en sød fremmed fyr på en bakke i let støvregn. Med champagnen og kysset brusende i kroppen cykler jeg videre.


Ét telefonnummer rigere i min telefonbog.
Storsmilende ankommer jeg til Falkoner og indkasserer props for kys på vejen. Om end af en ret ung fyr. I hvert fald hvad jeg lige kunne se, dér i mørket.

Date, date og igen date!

Vi ses nogle gange efter nytår. Han er sød, velformuleret, men også genert og ret stille.

Det bliver til lidt skriverier, men da jeg samtidig begyndte at se en anden, valgte jeg at sige adjø til The Young Gun.


Muligvis en fejl, for den anden flirt viste sig at ende med ualmindeligt dårlig sex, mandeproblemer og alt for mange alvorlige samtaler, alt for tidligt i en relation.

date med The Young Gun

Ingen ved hvor kærligheden bor.
Min erfaring med fyre på min egen alder er ikke imponerende og jeg er nysgerrig på hvad de unge fyre kan. For flere gange har jeg oplevet (det lyder voldsomt, I know), at de ikke er bange for mig. Hvor imod fyrene på min egen alder dårligt kan træffe en beslutning om hvilken restaurant, på hvilket tidspunkt og ikke helt ved 'hvad de skal gøre ved mig'.


Jeg synes jo egentlig ikke at der er noget at være bange for. Synes jeg både er sød, skøn, nysgerrig på andre og livet, laver god mad, er sjov, udadvendt og har masser af drive.


Så det blev til en date mere med The Young Gun. På en GoBoat med et smukt solbeskinnet København som baggrund.
Fordi han stadig boede lidt i mine tanker.
Måske kunne det være. Også selvom han var i et andet årti end jeg selv.

Kardinalpunktet

Det bliver til en date med en sød fyr. Men også en ung fyr, selvklart med mindre livserfaring. Og selvom jeg elsker at kunne hjælpe andre, og kunne udvikle en potentiel partner, så skal det gå begge veje. Jeg vil også skubbes til, støttes og udvikles af min partner.
Og det blev jeg ikke.
Kombineret med at hjertet ikke dikkede som ville have været fantastisk, så bliver det ikke til flere dates med Young Gun.

Hvad betyder alder når vi dater?

I min grundtro synes jeg ikke alder betyder noget. Det lyder klichéagtigt at sige at det betyder noget hvor vi er i livet, men den er sgu god nok!
Når det er sagt, har jeg taget mig selv i at være begrænset i forhold til alder. De måtte helst ikke være for unge eller for 'gamle'.
Men pyt!
For ingen ved hvor kærligheden bor og det kunne jo sagtens være med en der var ældre eller yngre.
Så med fare for at det lyder som om jeg udvikler en mere og mere bred smag, så tværtimod; jeg åbner mine øjne, og forhåbentlig en dag også mit hjerte, for flere muligheder og dejlige mænd.

Inspiration til dit datingliv

Mit råd til dig denne gang er derfor: prøv at se bort fra alderen uanset hvor du finder dine dates. You never know!

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Tinder i det virkelige liv

Håret var boppet op, øreringene sat i og min tøjstil var en blanding af rock og feminin med girly stilletter til. Et bevidst valg og sammen med min wingwoman, som kom i en lækker boheme farverig lang kjole og good looks, var vi sgu et lækkert sæt kvinder, denne mandag aften. Klar til at prøve Live Tindering. 

Måske var det, det lidt overskyede vejr og udsigten til skybrud der gjorde at der var relativt mennesketomt ved Torvehallerne, eller også har det være Københavnernes Tisvilde tømmermænd, der holdt dem hjemme.
I hvert fald var pladsen der normalt bugner af skønne mennesker, næsten tom og jo derfor ikke det bedste udgangspunkt for vores dating-eksperiment.
Så vi tager en hurtig beslutning; pakker roséen ned og smutter i den anden ende af Torvehallerne og der var straks mere bid!

Manden i den lyserøde skjorte

Vi planter os på en bænk og spejder. Faktisk overhovedet ikke diskret, men nu var vi jo også på en mission. Vi havde nemlig en mission om at komme hjem med én date hver. Altså ikke hjem med på aftenen, men en aftale om en date.

Bag alt for tykke oliventræer ser vi en lyserød skjorte, på en (på afstand) pæn mand. Han sidder sammen med en charmerende mand i blå polo og straks falder samtalen på hvordan vi mon kan approache dem.
'Er de bøsser, siden de er ude sammen?'
'Eller er det bare to mænd, som har fået fri af konerne...?'
Tankerne og spørgsmålene er mange og ingen af os får helt taget os mod til at snakke med dem.
Måske det er fordi den første flaske rosé er røget ned, at jeg tager mod til mig. Retter mig op og går, så stabilt som det nu kan lade sig gøre i 10 centimeters hæle, henover brostenene og siger 'hej drenge'.
Det viser sig at de begge er afsat. Øv!
Men de synes at initiativet og tanken var fed og havde de bare være singler, ja så havde vi kunnet pakke sammen allerede der, for så havde det været et meget fint match.

Papirøen, Kødbyen eller Værnedamsvej?

Vi må videre.
Der er ikke flere muligheder ved Torvehallerne og i højt humør og sang, cykler vi mod Bar7, som viser sig at være lukket, for derfra at fortsætte mod Kødbyen.... meeeennn... så kunne vi jo også slå et smut forbi Falernum.
Skarpt sving til højre leder os på Værnedamsvej og en benhård beslutning, blev at vi endte på Viggo's fordi det var der, der var bedst muligheder.

Det er som om Værnedamsvej er skabt til flirt. Københavns Little Paris charmer på en sommeraften og inden længe er der gevinst.
Altså med en pæn ung mand.
Vi er dog lidt i tvivl om, om hende der går ved siden af er hans kæreste, om end de ser meget platoniske ud. Men det kunne jo være de bare var uvenner eller havde været gift i tusind år.

Nej, nej, nej, nej, nej!

Det er ikke hans kæreste. Hun sidder tilgengæld derhjemme og venter på ham. Øv!
Så vi sender ham videre ud i sommernatten med en hilsen om at han da er en lækker sag, måske Karma opfatter den og bytter med en single i næste runde.
Nordmanden der sad længere nede var heller ikke single og ham der trissede forbi med en sixpack i hånden svarede 'Jeg er single. Cirka. Men altså jeg kan ikke date, for jeg ser for mange andre allerede nu'. Det er da ærlig snak.
At vi så blev inviteret på øl og smøger længere nede af gaden, valgte vi ikke at følge op på.

Meget mærkelig mand

Jeg ser ham kun bagfra. En høj mand, cool hår, hvid t-shirt, pæn bygning og bagfra ja der ser han sgu meget godt ud! Det er en stakket vurdering, I know, men på det her tidspunkt har afslagene regnet ned over os og Aperol'en blevet tilsvarende større og større.
Måske som en form for trøst, jeg ved det ikke.
Min veninde fanger ham på hjørnet.
Vi har på det her tidspunkt indledt en ny taktik hvor det ene spørger for den anden. Lidt teenageagtigt, men der er altså også noget sødt og charmerende over sætningen 'min veninde synes du ser ret dejlig ud' og den er alt andet lige mindre aggressiv end selv at spørge, når nu vi samtidig forsøgte at skåne mændenes følelse af at kvinder kan alting selv og være bare en anelse afvæbnende i vores facon).

På afstand kan jeg se følgende kropssprog: armene over kors, fødder der skraber op af benene og dybest set bare en mand i ubehag. Så jeg tænker, det ikke bliver til noget og snakker videre med de Australiere og Irere der sætter sig ved siden af.
Efter noget tid kommer min veninde tilbage og beretter at han sagde nej, for han var lidt genert og usikker og hvad nu hvis det blev akavet at møde mig og ud af den tangent.
Men han var dog single!

Vi tænker ikke mere over det og indstiller jagten for aftenen, i godt selskab af nye venner.
Men så sker der det mærkelige at den samme mand begynder at turnere op og ned af Værnedamsvej, ind og ud af Viggo's, men uden at tage kontakt. Det bliver så underligt at jeg tager mig selv i, kun at studere fortovet. Og her var han bange for at et enkelt møde ville blive akavet!

What did you learn in school today?

Det blev altså ikke til dates.
Hverken til min veninde eller jeg selv.
Det blev i stedet til spændende samtaler om dating i Australien og Irland og om mænd og kvinders udviklede kønsroller. Og ikke mindst en stående invitation hvis vi nogensinde kommer til Melbourne.

Og så blev det ikke mindst til en god øvelse i bare at spørge.
Måske var det, det vigtigste vi skulle have med os, for vi har begge mere mod på at spørge den næste dejlige vi ser om han har lyst til at drikke et glas vin med os.

Det er sgu da ret sejt.

Også selvom det var en aften med det ene afslag efter det andet. Pyt!

Dating udfordring til dig

Så min udfordring til dig er; spørg den næste dejlige du ser, eller send din veninde/ven hen og spørge. Det er meget sødt og jo ret dejligt at blive spurgt. Så lad os spørge hinanden mere i det virkelige liv i stedet for i ly af apps og sites. Lad os være modige sammen!

Tager du udfordringen op?

Kærlig hilsen

Kirk Rønler