Gnisten i parforholdet - nu som ven af Radio Novas Aftenklubben

'Hvordan holder man fast i gnisten i parforholdet efter ferien?' 

Det spurgte Daniel Cesar fra Radio Novas program Aftenklubben mig om og spurgte mig samtidig om, om jeg ville komme i studiet til en snak om hvad gnist er, hvad der dræner den og hvad der får den til at blomstre? 

Du kan høre hele programmet her hos Nova. 

Hvad er gnist i et parforhold? 

For mig er gnist både den lyst jeg har til min partner, min sexlyst, men også min gnist i livet generelt og min livskraft. 
Så for mig er gnist ikke kun et spørgsmål om sexlyst

Der er derfor for mig også en sammenhæng imellem den gnist jeg generelt har i livet, den lyst jeg har til livet og min sexlyst. 

Hvis jeg mangler gnist i mit liv, mangler energi, og den brusende fornemmelse af at livet giver mening og at der er både fremdrift og jeg bibeholder en evne til at være i nuet og være i min krop, så mangler jeg som regel også gnist i mit forhold og min sexlyst har trange kår. 

Hvor starter gnisten og sexlysten?

Daniel spørger mig blandt andet; 'Er det ens partners ansvar at skabe gnist?'. 

Hvis det var, hvad skulle singlen så gøre? 
Leve et gnist-frit liv? 

For mig, og det står helt for egen regning, starter gnisten hos os selv og vi kan ikke bede vores partner, eller andre om at tage ansvar for vores lyst. 
Vi kan bede dem om hjælp til at dyrke den og dyrke den sammen, men hvordan skal vores partner kunne hjælpe med at tænde vores lyst og gnist, hvis ikke vi selv ved hvad der tænder den? 

Mit bedste råd, til dig der savner mere gnist og lyst i dit parforhold, er derfor at gå på opdagelse selv. Og at brede termen lyst ud. 

Hvad har du lyst til? 
Jeg genkender fra mig selv, i de perioder hvor jeg har reduceret sexlyst, at jeg også generelt har svært ved at mærke, hvad jeg har lyst til. 

Så hvad har du lyst til? 
I det små, måske til at starte med? 

Er det at spise jordbær under æbletræet i haven? 
At grine sammen med en veninde? 
Eller måske at ligge helt tæt nøgen med din kæreste, uden forventningen om at det skal blive til penetrationssex? 

Når jeg har reduceret lyst, er det som regel i det små, at jeg skal starte med at finde min lyst. Det lange varme bad, med jazzmusik i baggrunden, sund take away mad og muligheden for at sove længe og at være sammen med andre som jeg kan grine sammen med. 
For mig er der ofte et sammenfald imellem det jeg har lyst til, og at skrue tempoet ned og op for mine sanser. 

Måske ret ofte, som et resultat af at jeg har haft for travlt og ikke har taget mig tid til at standse op og nyde livet. 

Stress giver øget produktion af kortisol i kroppen. Og med stress menes ikke nødvendigvis at du behøver at være sygemeldt med stress fra dit job. Stress er også, når der 'bare' er lidt for meget du gerne vil nå. 

Kortisol er muligvis din sexlysts værste fjende. For det dæmper blodtilførslen til kønsorganerne og er blandt andet med til at holde dig 'i hovedet' og have svært ved at mærke din krop. 

Hvad kan du gøre, for at dyrke gnisten med din kæreste? 

Jeg venter vores første barn og som de fleste kvinder, oplevede jeg en reduceret sexlyst i første trimester af graviditeten. Som i at vi gik fra at knalde som kaniner, når vi så hinanden, til at jeg overhovedet ikke havde lyst. Som i slet ikke. 
Jeg havde nærmest mere lyst til bare at sove - ikke mindst fordi trætheden var så overvældende og hele gravid-konceptet med en krop fyldt af hormoner, var udfordrende og det føltes nogen gange, som om alt hang på hovedet inde i mig og jeg ikke helt kunne genkende mig selv. 

Anyways. 
Tanken om et fuldbyrdet samleje med min kæreste, var uoverskueligt. 
Og for mig svarede det lidt til niveau 25, hvis jeg skal forsøge at kvantificere det. 

Men jeg havde lyst til at have lyst til ham. 
Jeg havde lyst til at vi havde et sensuelt liv sammen og blev ved med at være intime. 

Jeg vidste bare ikke helt hvordan. 
Så jeg gik på opdagelse i hvad jeg havde lyst til, sammen med ham. 
Hvad der på en eller anden måde, kunne være noget niveau 5-10 agtigt, som stadig kunne dyrke det intime bånd imellem os.

Det kunne kys, at være nøgne sammen, at gå i bad sammen, grine, nusse hinanden og ikke have en forventning om at det skulle blive til mere. 

Det gav mig ro på. 
Og det gav samtidig min kæreste nogle klare grænser for hvad der var okay, og hvad der ikke var. 

For det værste der næsten kan ske i den situation, er hvis forventningerne og frygten for at skulle 'levere' mere end lysten kan holde til, forhindrer nogen form for gnist til at folde sig ud. 

Du kan stadig nå at høre podcasten af radioprogrammet, hvor vi deler ud af konkrete råd og refleksioner og griner sammen fordi jeg ikke helt hvad jeg på radioen må kalde 'hans og hendes' :) 

Du kan lytte med her. 

God fornøjelse. 

Kærlig hilsen

Kirk Rønler 

Ekspert hos Aftenklubben på Radio Nova hvor vi hver onsdag snakker om kærlighed, sex og parforhold

Forfatter til bogen Sådan får du en kæreste - en personlig guide til at møde kærligheden

Foredragsholder med foredraget Lær hvorfor du ikke bare møder en kæreste

Danselærerinde med groove dance koncepter for kvinder der har lyst til personlig udvikling igennem dans