Locomotion

Halvanden time med røven lige i vejret...

Anmeldelse af Kirk Rønler, af Naturlig Træning med Benjamin Buus 

‘Do the Locomotion!’... Kylie’s sprøde stemme popper op i mit hoved da jeg checker ind til Locomotion træning hos Benjamin Buus i Hans Tavsens Park på Nørrebro i København. 
En halvanden times kravletræning.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har kravlet, så jeg glæder mig.
Der er noget ved den barnlige og sanselige tilgang til træning som er sjov, uprætentiøs og ret nem at gå til som inspirerer mig. Der hvor træning ikke handler om performance og kalorier, men om at bevæge sig, sådan som kroppen er designet til at blive brugt. 
Benjamin dukker op i bare tæer. Han har langt lyst hår som er sat op og som han står der ser han faktisk ret klejn ud. Han er ikke stor og veltrænet på den pumpede fitnessmåde, men hans skills er vilde og det er simpelthen så imponerende at se ham bevæge sig. Hvis ikke du tror mig, så tjek videoen ud! :) 

Locomotion Træning

Vi starter med en ledopvarmning af hele kroppen, både fødder, hofter, ryg, skulder og håndled. En opvarmning som forbereder basic teknikker til de ‘kravl’ vi skal lave senere, men også en opvarmning som giver en god indikation af hvordan vores led bevæger sig og hvor god kontrol vi har over vores led. Eller mangel på samme :) 

Det er relativt enkle øvelser, som alle kan være med til. 
Efter 15-20 minutters opvarmning, står der kravl på programmet. Det betyder groft set at vi derfra og en time frem har røven i vejret - sikkert til stor fornøjelse for de 4-5 gutter der står tæt ved og griller. 
Vi starter med en alm. kravleteknik på alle 4, hvor knæene ikke rører jorden. Jeg er afsted sammen med min veninde Mette, som allerede her bliver udfordret koordinativt, men stemningen er afslappet og vi griner indtil vi får det lært. Nu skal det ikke lyde som om jeg ikke bliver presset og udfordret, for det gør jeg i den grad, og det er fedt! 
Herfra kravler vi som aber, øgler, høje og lave katte, hele tiden under kyndig vejledning af Benjamin. Han er dælme tålmodig og super dygtig til at forklare både regressioner og progressioner på øvelserne, så der er noget for alle. 
Det er svært. Men sjovt og pissehårdt samtidig. Vi er meget nede i benene, med meget bøjede knæ og bevægelse i hofterne. Der er ingen tvivl om at det er super god workout for både ben, ryg og skuldre. 
Mine fødder, som begge er opererede og det svageste punkt på min krop, fordi de ikke kan bevæge sig særligt meget, er udfordrede, men jeg kan mærke at træningen er god for dem og de langsomt kan bevæge sig mere og mere. 
Konceptet med udendørstræning, at få græs på knæene, mærke jorden og vinden er super rart og hele vores nervesystem elsker den slags stimuli. 

Gør noget godt og sjovt for dig selv og prøv et af Benjamins hold. 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler