Forestil dig denne samtale 👇

'Hvordan har du det med at sige nej?'

'Svært!'

'Hvordan har du det generelt, med at sætte grænser?'

'Det vil jeg helst slippe for. Jeg synes det er svært og meget ubehageligt!'

I min klients tilfælde, lad os kalde hende Rikke, er det fordi hun er bange for at blive valgt fra, at den hun skal sige fra overfor bliver sur på hende... og hun kommer til at føle at hun bliver besværlig, egoistisk og krævende.

Måske har du det ligesom Rikke?

Fordi du:

👉 1: Har svært ved at sige nej og/eller sætte grænser

Og fordi du:

👉 2: Er bange for at der kommer en konflikt i din relation, at der bliver dårlig stemning.

Og derfor lader du måske helt være med at få sagt nej.

Og sætte grænser.

Når vi ikke får sagt nej, der hvor vi mener nej, og opretholder vores grænser, uden at der behøver gå tysk grænsepoliti i den, så kan der ske flere ting på den lange bane.

💥 1: Vi kan pludselig eksplodere i vores relationer

Det er her vores vrede løber af med os.

Det sker typisk, fordi vi ikke har fået sat vores grænser løbende.

Det der er med den her vrede, er at den er akkumuleret og som regel koster os noget i relationen.

Til andre, fordi vi overrumpler dem og gør dem kede af det.

Og os selv, med dårlig samvittighed og skam.

💥 2: Vi opdrager vores relationer til at vi er én stor ja-hat

Når vi har svært ved at sætte grænser, ender vi tit i pleaser rollen og hvad der på overfladen, kan ligne en stor optimist og ja hat.

Under overfladen, når det er et resultat af at sige ja, når du mener nej, og ikke holde fast i dine grænser, gør det ondt.

Og det betyder også lidt hårdt sagt, at du opdrager dine relationer til at 'du er jo sådan én der (altid) siger ja.'

💥 3: Vi trækker os

At vi simpelthen holder op med at søge relationen, fordi vi føler os brugt, ikke anerkendt eller set og respekteret for den vi er.

Det gør ondt, særligt når det har været en relation der har betydet noget for os.

Så hvad gør du så, når du gerne vil sætte en grænse?

Og sige nej.

Selvom det er svært?

Det lærer jeg dig her i 3 steps til at sætte grænser som jeg selv ofte bruger:

For at gøre de 3 steps tydeligere og mere konkrete, bruger jeg dette eksempel 👇

Din veninde har spurgt om du vil komme 3 timer før, på lørdag hvor hun holder fest, for at hjælpe med at gøre klart.

Du hverken kan eller har lyst til at komme 3 timer før.

Sæt en grænse - step 1:

For at sætte en grænse, skal du først og fremmest mærke efter hvor din grænse går.

Du kan med fordel 'købe dig noget tid' når andre spørger dig om noget, ved at sige:

'Tak fordi du spørger. Det vil jeg gerne tænke over.

Jeg vender tilbage om et par timer (imorgen/næste uge), med et svar.'

Når vi har svært ved at sige nej, har vi oftest rigtig nemt ved at sige ja.

Hurtigt endda.

Fordi ja'et mere ligger på autopilot end eftertanken og derfor er det at købe dig tid, en rigtig god idé.

I den tid, du nu har købt dig, skal du mærke efter:

'Vil jeg det her?

Ja, eller nej?'

'Hvis jeg skulle sige ja, hvad vil jeg så gerne sige ja til?'

Det vi bliver spurgt om er ikke noget vi nødvendigvis altid har et rent ja, eller nej til.

For Rikke blev det tydeligt, da hun fik tid til at mærke efter at:

👉 Hun ville ikke hjælpe 3 timer før.

👉 Men hun ville godt komme en times tid inden og hjælpe med det sidste.

Sæt en grænse - step 2:

Når du har mærket hvad du vil, og ikke vil, er det tid til at kommunikere det til den anden.

Og en god idé er at prædisponere at det er svært for dig, ved helt enkelt at sige:

'Der er noget jeg gerne vil dele med dig, som er svært for mig.

Jeg er bange for at du synes at jeg er krævende og egoistisk.

Jeg deler det med dig, fordi jeg har tillid til dig og fordi vores relation er vigtig for mig.'

- og så deler du dit nej, og det du evt. gerne vil sige ja til.

(Gør det enkelt, i relativt korte sætninger, så dit budskab bliver tydeligt.)

På den måde gør du den anden opmærksom på at det er noget der er svært for dig og hvad du er bange for.

Du gør samtidig også opmærksom på at du deler fordi du har tillid og gerne vil relationen.

Og så skal der altså stå en skidedårlig ven/kollega/svigermor/kæreste i den anden ende, for ikke at slå lyttebøfferne ud.

Om du får den respons, du godt kunne tænke dig, kan jeg ikke love dig - men jeg tør godt love dig, at du med step 2, bliver meget mere tydelig omkring dine grænser.

Sæt en grænse - step 3:

Når vi har svært ved at sige nej, er min erfaring at vi også er det, fordi vi er bange for at der bliver dårlig stemning.

Og at der kommer en konflikt ud af at vi siger fra.

Derfor handler step 3, om at tjekke ind med din relation, efter du har sat din grænse.

Spørg derfor 👇

'Hvordan er det for dig, at jeg sætter denne grænse/er tydelig omkring

hvad jeg vil og ikke vil?'

Og så får du et svar.

Jeg kan ikke love dig, at du får det svar du kunne tænke dig, men du får et svar og erfaringen med at sige fra og sætte en grænse, på en god og respektabel måde.

Og det træner helt enkelt din evne til at sige fra, din tillid til dig selv og til andre.

At sætte grænser er en måde at leve i integritet med dig selv.

Og være et tydeligt menneske.

Og have ligeværdige relationer.

Og dybest set bliver respekteret og elsket for den du er - også 'selvom' du har grænser.

Grænser er en af de vilde gaver der er i følelsen vrede.

Min erfaring er at vi kvinder har det stramt med vrede.

Både at mærke den og vide 'hvad vi gør med den', på en fed måde.

Derfor er et af modulerne på Kvindefællesskab(e)t - et forløb for kvinder dedikeret til vrede og det at sætte grænser.

Kvindefællesskabet er 8 søndage hvor vi mødes i Svendborg, fra september måned, hvor 8 kvinder følges af ad, til at skabe forandringer i deres liv, skabe de relationer de drømmer om - og rydde op i uhensigtsmæssige mønstre som blandt andet forhindrer dem i at sætte grænser, være sårbare og bede om hjælp.

Hvis du er nysgerrig på forløbet, kan du læse mere her >>>

Hav en smuk søndag - og lad mig gerne vide hvordan det går med at bruge de 3 steps til at sige fra og sætte grænser.

Kærlig hilsen

Kirk

PS: Hvis du kender en skøn kvinde, eller mand, som har svært ved at sætte grænser, og sige nej - er du meget velkommen til at sende mailen videre.

Forestil dig at være så presset at du slet ikke opdager at du går 30% over dit omsætningsmål for et helt år!
Tillæg så en dyb sorg, et dødsfald og et brud med kærligheden.

Sådan var mit liv, da jeg sagde ja til tre dage hos Vivi Schmidt på Vedelshavegaard på Nordfyn.

Jeg var færdig.
Og græd mig i søvn ofte, fordi jeg var så træt og følte at jeg ikke havde mere at give.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg sagde ja til.
Bare at det var tre dage med overnatning, at jeg skulle være der alene og at det var en blanding af stilhed, behandlinger og samtaler.

Det var en veninde der havde anbefalet mig Vivi. Nogen gange er det som om, andre bedre kan se, hvad der foregår i vores liv, end os selv.
Sådan er det i hvert fald tit for mig, når jeg ender i Hamsterhjulet, hvor jeg tror at den eneste løsning er at løbe hurtigere, sove mindre og arbejde hårdere.

Som sendt fra himlen dukkede Vivi Schmidt op og uden tøven sagde jeg ja og glemte i mellemliggende periode, indtil jeg skulle afsted, alt om hvad der ventede mig.

3. januar pakkede jeg min taske og vendte snuden mod Fyn.
Motorvejens asfalt forsvandt under bilen, træer susede forbi vinduerne og himlen pakkede mig ind i hvide skyer, alt imens ét spørgsmål blev ved med at dukke op.
Et Vivi havde stillet mig i telefonen;

'Hvad kunne du tænke dig, at få ud af at være her?'

Et fuldstændig reelt spørgsmål.
Som havde luret i mit baghovedet, men som ikke havde noget svar.

Da jeg drejer ind på den sidste vej, en lille asfaltvej mærker jeg en uro i mig, en sitren - som det vakuum der nogen gange opstår i mig på tærsklen imellem ønsket og behovet om at slappe af og finde ro og det reelle tempo indeni mig.

Jeg kører ind igennem porten på Vedelshavegaard og sammen med en masse puttegokhøns, kommer Vivi mig i møde.
Hun ser sød ud.
Ligner en maggi terning af ro og kærlighed på én gang og med ét kan jeg mærke, at her må jeg overgive mig og lade en anden tage styringen i de næste par dage.

Måske verdens fineste lille hus - bare til mig!

Vedelshavegaard er en trelænget gård, hvor den ene længe er til mig. En hel længe indrettet med naturen som kompas og hygge og omsorg som fokus.
Her er bløde betongulve at gå på, sutsko til fusserne og en brændeovn der sagte buldrer og byder mig velkommen.
Levende lys, bløde velourpuder og en gyngestol foran brændeovnen danner rammen om tre dage, bare til mig.

Jeg går aldrig med ur og for første gang nogensinde har jeg ladet min computer blive hjemme. Min telefon er slukket og jeg har kun en enkelt krimi med, fordi jeg elsker at lade tiden passere imens jeg selv lader fantasien sætte billeder på det jeg læser.

Ellers er der ikke andet.

Intet tv. Radio eller andet der kan dulme og slukke følelserne i mig.

Bare mig. Tiden. Og Vivi.

Nå ja, og puttegokhønsene - som ikke bare er høns, men glade høns på landet.

Samtaleterapi

Et af de gennemgående elementer i opholdet hos Vivi som har virksomheden Bliv Glad For Livet, er samtaleterapi.
Men jeg har ikke fornemmelsen af at sidde overfor en psykolog, psykoterapeut eller traditionel terapi som jeg har prøvet så mange gange før.
Jeg har det som om jeg sidder overfor en vis.
En som har praktiseret livet. Med og uden ridser i lakken og med en rygsæk fyldt med alt det som livet også har at byde på af udfordringer.

Jeg følte mig tryg i de samtaler. Og langsomt løsnedes der nogle af de udfordringer jeg gik og tumlede med der. Et familie issue. Et kærligheds issue. Noget gammelt barndoms-issue.

Og ikke at det hele blev løst lige der. Men jeg fik et trygt rum, til at dreje i kalejdoskopet igennem hvilket jeg så på mine udfordringer. Efterfølgende har det givet en ro i relationer der var på spil, fordi jeg forsøger at ændre den måde jeg møder dem på. I stedet for at forvente og håbe på, at de kommer til at ændre sig.

Ohhh, og maden...

Jeg elsker mad. Velsmagende mad i flotte farver.

Selvfølgelig spiser jeg ude, fra tid til anden og nyder at få mad serveret, men det der varmer mit hjerte allermest, er når andre laver god mad til mig.

Og Vivi Schmidt laver ikke bare flot mad, lækker mad, velsmagende vegetarisk og økologisk mad - hun laver healende mad.

Mad som understøtter det du er på Vedelhavesgaard for.

Jeg fik rodfrugter og spicy mad. For at rense ud og for at styrke rødderne i mig selv.
Og jeg kan stadig huske smagen af hendes hjemmelavede omelet, lette salater, sprøde bagte rodfrugter... du kan i øvrigt se nogle af hendes opskrifter på hendes Instagram profil her.

Din proces starter det øjeblik du booker dit ophold

Til trods for at jeg nærmest aldrig er syg, var jeg ugen op til jeg skulle afsted, syg. Snottet, hovedpine, udslæt i mit ansigt og min krop var helt tør trods lotion, scrub, olier, mm.

Helt normalt sagde Vivi da jeg landede - de fleste begynder en udrensning det øjeblik de booker opholdet, helt uden at vide det.

Og jeg havde da ganske rigtigt både ryddet op i samtlige skuffer, hylder, kælderen og generelt i mit hjem. Brugt de sidste rester creme, olier, mm., fået gjort rent i alle hjørnerne og til sidst fulgte jeg selv. Mærkelig rækkefølge egentligt, at det ikke var mig først, men sådan var det.

Tiden gik i stå og min krop bestemte

En del af opholdet hos Vivi var healing og omsorgsmassage, men en ting som vitterligt allermest har imponeret mig, efter jeg kom hjem, var; der var ingen agenda, ingen planer.

Nogen gange kunne Vivi sige; 'Jeg kommer tilbage kl. 17 og så er der massage' eller 'Jeg lukker mig ind imorgen tidlig og tænder op i brændeovnen og kommer med morgenmad kl 9'.

Og jeg anede ikke hvornår klokken var 17. Eller 9 for den sags skyld.

Det gav en genfunden respekt for tiden og en mulighed for at gå på opdagelse i 'hvor lang tid er en time' for eksempel, hvis jeg gik en tur.

Velvidende at det var pisseligegyldigt, for der var dybest set ikke noget jeg kunne komme for sent til. Jeg spiste når jeg var sulten. Sov når min krop var træt og jeg fik lov til at flyde med tiden og det som var.

For mig var det helt unikt.