Kirk & Bridget Jones
Den næste sport jeg kommer til at anmelde bliver Mensendieck Gymnastik.... mit første spørgsmål til invitationen var: 'Er det ikke det der gymnastik hvor man ikke har tøj på?!', en anelse kajet ved tanken om at skulle stå der helt splitter-ragende.
'Jo... altså, du må godt have trusser på'. Siger Jette Grant, min kommende Mensendieck lærer. Hmmm... tænker jeg og fortsætter: 'Hvad med brysterne...? Sportsbh? Bh? Ølkapsler?'.
Så på torsdag går turen til Vesterbro, København. Ind til Jette. Jeg har allerede pakket mine Bridget Jones trusser og tænker... 'Gad vide om min lærer heller ikke har tøj på?'. Du kan læse med på bloggen om den oplevelse snarest. Ved ærligt talt ikke helt hvad jeg skal forvente mig, men jeg går til det med et åbent sind! :)
Nyt koncept på bloggen!
Fredag i denne uge, snører jeg løbeskoene. Snører løbeskoene! Smag lige på den! For måske husker du, ikke bare en men flere posts om at jeg virkelig ikke er den store løber.
Det er jeg stadig ikke, men et nyt koncept på bloggen er, at jeg samtaler med skønne kvinder, før/under/efter deres træning om kvinder, krop og samfund. Det bliver topspændende, for den første kvinde der har sagt ja, er Soulaima Gourani.
Jeg kender Soulaima fra træning, du kender hende måske fra Miss Fitness i 1995, fra et af hendes utallige foredrag eller en af hendes bøger, eksempelvis om hvordan du skaber din karriere og et netværk. Eller måske kender du hende, fordi hun er protektor for Global Dignity som arbejder med værdighed blandt unge og som også er med til at bringe kropsidealer ind i diskussionen blandt unge mænd og kvinder.
Hun er med få ord: Ret så sej!
Og jeg synes selvklart at det er mega sejt at Soulaima, eller Sylle som jeg bedst kender hende som, har sagt ja til at mødes. At det så bliver i et par løbesko, ja, det tager jeg med - og jeg glæder mig allerede!
Kærlig hilsen