‘Du skal regne med det tager et års tid, før du er tilbage i samme form.’
Ordene kommer fra min behandler Rasmus Funch’s mund.
På en forårsdag hvor solen skinner ligeså meget udenfor som smerterne hviner igennem min krop.
Jeg kan stortset ikke gå.
Jeg har smerter i mit korsben, haleben, hofter og ryg og jeg frygter allermest at min krop er ved at gå fra hinanden.
Først var jeg gravid. Og på en eller anden måde, især da maven blev stor nok til at man kunne se at jeg var gravid og ikke bare buttet, var det til at forstå at jeg skulle skrue ned for aktivitetsniveau og ikke kunne det samme, som før jeg blev gravid, sådan rent fysisk.
At jeg stadig var røvdårlig til det, er en anden side af sagen.
Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet på, tænkt på, forestillet mig, at min krop ville blive så smadret af at få et barn.
Og nej, jeg er ingen vårhare hvad angår det der med at få et barn. Darwin ville jo nok sige at jeg var for gammel, med mine 36 år, men det var nu engang sådan det var.
Og måske havde det set anderledes ud, hvis jeg kun havde været 25 år gammel da jeg fik børn.
Det ændrer stadig ikke på, at det at være gravid, føde og stå med ‘den krop’ efter fødslen er noget af det mest rædsomme rent kropsligt jeg har været igennem i mit liv.
Jeg var egentlig ikke super fan af at være gravid.
Fordi jeg havde kvalme?
Næh.
Det havde jeg faktisk ikke en eneste gang.
Til gengæld havde jeg stortest aaaaalt andet fra graviditets-buffeten:
Migræne
Svimmelhed
Forstoppelse (Oh yes)
Diarré (ved egentlig ikke hvad der er værst)
Blodnæse
Hårtab… meget fedt på benene, men mindre på hovedet
Træthed i så heftig en grad at jeg helst skulle ligge i min seng kl 19.30
Spændte bryster… så var det slut med at ligge på maven, og for Janus at kæle for dem (Fingrene væk!)
Bækkensmerter
Halsbrand…. hold nu kæft den er led!
Manglende sexlyst
Analkløe…. ‘seriøst?’ tænker du måske. Oh yes, seriøst!
Og jeg synes egentlig ikke det var topfedt at vore gravid. Jeg savnede min cyklus, savnede min krop, savnede at kunne bevæge mig frit og smertefrit og jeg savnede at jeg kunne det med min krop jeg plejede.
Men jeg tænkte, at når jeg havde født, SÅ ville jeg få min krop tilbage. Og det kunne da ikke tage alverden tid at komme tilbage i form. Og blive stærk igen.
Jeg har tænkt på heling af min krop, som noget der primært foregik i mit mellemkød.
Slut punktum.
At jeg så i mange år, har vejledt kvinder om noget andet, qua min træningsbaggrund, havde jeg belejligt glemt.
Lige indtil min osteopat knaldede de dårlige nyheder lige i smasken på mig: ‘Det kan tage op til et års tid’
‘Du må være vanvittig. Du må finde på noget. Du må fikse mig.’
Var min tanke.
Kommer min krop nogensinde til at fungere igen, efter min graviditet?
Udover at gøre mig ked af det blev jeg også fyldt med skrækken om, om min krop nogensinde ville kunne komme til at fungere.
Om jeg nogensinde ville kunne danse igen uden at have smerter.
Det føltes som om min krop var et fængsel.
Men jeg vil danse igen.
Og kunne bevæge mit frit uden smerter.
Og da jeg ikke er fan af almindelige praktiserede læger, som synes kun at kune ordinere ‘hvile og ibuprofen’ til kropsproblemer, tog jeg fat i en osteopat jeg havde fået anbefalet.
Jeg var et ynkeligt syn da jeg kravlede op på Rasmus’ briks første gang.
Med et høfligt smil, stivnet af smerte.
Jeg kunne dårligt vende mig fra den ene side til den anden, uden at han måtte støtte mig.
Jeg lagde kortene på bordet og sagde; ‘Jeg vil have min krop igen. Ikke af udseende, men af styrke og funktionalitet. Jeg ville kunne danse med min datter, med livet, med min kæreste i stuen og ikke være begrænset af at jeg har båret og født et barn.’
Så det er planen.
Sammen med Rasmus som han hedder.
En vanvittigt dygtig osteopat, med base i Slagelse.
Står du selv og mangler en dygtig behandler til dine smerter i kroppen, så tjek ham ud her.
Kærlig hilsen
Kirk Rønler
