Han har altid været blandt mine helte. Min farfar.
Manden der kunne fortælle Rævejagten med den mest indlevende stemme. Ham der lod mig sætte hans lange 80'er hår og som i mange år syntes at jeg skulle lære at spille kornet.
Sammen med min elskede farmor, dannede de den stabile ramme om en barndom med lidt rigelig turbulens. Men altid stod de dér, som klipperne, evigt fæstet i Sjællands muld, aldrig længere væk end en telefonopringning og et stykke smørkage.
Vi har været på ferie sammen. Ferier jeg aldrig ville hjem fra. Han har lært mig at flå fisk, rigge net og var der også da jeg lærte at svømme. Han har gjort mig arveløs mere end én gang; da jeg fik en piercing i navlen, i tungen og da jeg senest fik en tatovering. Alt sammen med et blink i øjet og et 'Ved du godt, Tullerøv, at jeg elsker dig'.
Når livets sæsoner skifter
I dag bor min farfar på et plejehjem. Han har demens. En pisseled sygdom og i yderste potens ønsker jeg for hans skyld, at hans sidste rejse bliver så kort som muligt.
For kun momentvist er han stadig min farfar. Ikke helten, andet end i fordums tid, men stadig min farfar. Nogen gange er han skipper på en dampfærge, andre gange vil han flytte hjem for at bygge huset ud. På den måde, med en fantasi der lifligt bærer ham afsted på mærkelige og skøre eventyr, har han oplevet mere det sidste år end de sidste ti.
Hej Tullerøv!
Jeg har endnu ikke oplevet at han ikke kan huske hvem jeg er og i dag var en god dag. Han kiggede på mig og sagde 'Tullerøv, hvor er det dejligt at se dig', som havde han aldrig gjort andet. Med et stort smil på læben.
Afsted det gik i kirke, nysgerrigt med hinanden i hånden og med ham formanende 'Pas på trinnene', når vi skulle op og ned af trapper, om end det nok mest var til ham selv.
Gåturen fører os til den lokale kirke og siddende på en kirkebænk snakker vi om liv & død, som om der slet ikke var noget galt med ham. Lige dér, er han helt klar.
Op al den ting som Gud har gjort
Min farfar har spillet instrument al den tid jeg kan huske og han elsker sang og brassmusik. Så jeg spørger ham om jeg skal synge for ham. For i musikken kan vi forenes og glemme den åndsbollede sygdom!
Jeg kan kun én salme, så jeg finder nr. 15 i salmebogen; Op al den ting som Gud har gjort og synger for ham.
Med lukkede øjne lytter han, når han da ikke kigger mig lige ind i øjnene og smiler lidt.
I løbet af vers 5 og 6 begynder han at brumme lidt med. Som spillede han på hans Euphonium. Sammen skaber vi musik og fylder kirkerummet ud.
'Hvad skal jeg sige, når jeg op
til Gud i ånden farer
og ser den store kæmpetrop
af blide engleskarer!'
Det er vers 8 og med en stemme jeg skal anstrenge mig for ikke knækker går det op for mig, at han også skal den vej en dag. Forhåbentlig før end senere. For hans skyld. Og jeg håber at han, min helt, som tror på Gud vil blive mødt af kæmpe engleskarer!
Æret være hans minde. Min farfar.