Indrømmet! Jeg er ikke til de klassiske kulturattraktioner når jeg rejser. Jeg vil allerhelst opleve et lands kultur lige i hælene på de lokale. Spise hvor de spiser. Snakke med en lokal, som har boet i et område hele sit liv.
De historier jeg kan få dér, synes jeg er så meget mere spændende en dem en kustode kan fortælle af indstuderede fortællinger på et museum.

3 opdagelsesrejsende på tur

Jeg er så heldig at rejse sammen med to dejlige damer, som er på samme måde og hvor er det befriende at en tur ikke skal planlægges i mindste detalje, inden afgang.
Så i dag kørte vi til venstre i stedet for til højre, med den sydfranske verden foran os.
Vejene bliver smallere, asfalten bliver til grusveje og som sådan noget altid gør, drager havet os.
Inden vi har set os om, står vi i et lidt øde område med tre mænd der kigger forvirret ind i den lille Citroën. Som om vi er helt på gale veje og hvad skulle vi dog dér?

Vil I smage?

Men vi er landet i himlen. En himmel der kommer i form af et ægtepar; Jean-Marie og Anni. De renser østers og fortælle stolt om deres fag. Hvordan en østers først bliver købt som bittelille baby på 5 mm og derfra kultiveret og fodret til at blive større. Når de er to måneder, bliver de taget op af havet, sat sammen og i vandet igen.
10 måneder senere, bliver de taget op og i hånden renset for alger, parasitter, mm. Derfra ned i en beholder og i havet igen, for at bliver renset yderligere.
Slutteligt tages de op og ligges i vand indenfor, indtil de skal sælges.
Jeg vidste slet ikke hvor meget arbejde der gik i at dyrke østers. Respekt!

Og så siger Jean-Marie de magiske ord; 'Vil i smage?'
Ja, tak!
Hjemmevant åbner han østers i snuptag og ned glider østers og efterlader salige smil på vores læber og smagen af saltvand.

For mig, vil Sydfrankrig for altid være dette minde. Og forhåbentlig mange flere. Blandt andet synes af unge drenge, der går ud af en sæbeglat pind for at fange en bowlerhat. Åbenbart en tradition på Frankrigs nationaldag. Se Instagram for video derfra. Link her.