Hvornår du sidst samtalet?
For tiden er samtale det nye sort, altså at rigtigt snakke sammen og ikke kun fortælle om sig selv, men gå på opdagelse, stille gode og dygtige spørgsmål og lytte ikke mindst.
En af de tanker jeg har gjort mig omkring relationer, og dem jeg ønsker i mit liv, er at de skal kunne samtale. Vi skal kunne snakke sammen. Udfordre hinanden og lære af hinanden. Det er svært, i min optik, at gøre hvis vi kun snakker overflade og hvis ikke vi tillader at nogen prikker til os, udfordrer vores perspektiver. Hvis samtale-forventningen er at det hele skal være rosenrødt, er det svært at forestille sig noget konstruktivt eller dybt komme ud af det.
Jeg har mødt én!
Jeg havde for nyligt den udsøgte fornøjelse at holde fest, hvor kongstanken var at invitere spændende mennesker, som jeg ikke nødvendigvis kendte i forvejen.
Til festen møder jeg en sød fyr. Her kunne jeg selvfølgelig have skrevet 'en fyr', men han er sød! Og intelligent. Ud af det kommer der spændende samtaler, charmerende udvekslinger og jeg kan mærke at min nysgerrighed får det vildeste kick!
I top 3 af komplimenter
Mænd har komplimenteret mig for mine mandelformede øjne, gode røv, mit drive og evne til at sparke enhver fest i gang. Jeg er blevet kaldt både sjov, intelligent og lækker.
Alt sammen virkelig vidunderlige komplimenter og jeg vil ikke være dem foruden. Men alligevel er der en sætning der dukker op i det nye bekendtskab, som har gjort indtryk. Måske fordi det rammer en essentiel grundtanke i mig, som netop handler om at kunne samtale og fordi det ærer min nysgerrighed og lyst til at gå på opdagelse i andre mennesker og lære mere om dem, i det her tilfælde ham, end hvad de spiser til morgenmad og arbejder med.
'Det gør du meget, du. Får mig til at tænke over, hvorfor verden ser ud, som den gør.'
Min første følelse var stolthed. For jeg er stolt af at være den der får ham, måske især fordi han selv er et reflekterende og intelligent menneske, til at tænke over hvorfor verden ser ud som den gør.
Han kunne have sagt at jeg er smuk, hvis han ville komplimentere mig, men det her er på en eller anden måde, meget bedre!
Jeg er glad. Og jeg fortsætter med at gå på opdagelse... måske du har lyst til at gøre det samme, med dem du holder af og dem du endnu ikke har mødt.
Kærlig hilsen