For noget tid siden besøgte jeg min kropsterapeut med én ambition på agenda'en: Jeg vil gerne slutte fred med min krop.
Netop dette ønske er hele bevægegrundlaget med denne del af bloggen.
Eva, som hun hedder, spurgte mig ind til hvorfor?
Til det svarede jeg at jeg har ligget i krig med min krop, så længe jeg kan huske. Flere gange om dagen har jeg hele mit teenage- og voksne liv tænkt på min krop. Været sur på den! Haft så mange sætninger og tanker som: 'Jeg burde også træne noget mere', 'Imorgen stopper jeg med at spise slik', 'Hvis jeg begynder på at danse, så taber jeg mig', 'Jeg burde også spise flere grøntsager', 'Når min kæreste kommer hjem fra udsendelse, så vil jeg stå knivskarpt og have tabt 5 kilo, så han synes jeg er den lækreste kæreste han kunne have'.
Tanker der allesammen handlede om vægttab og at der var en masse ting jeg burde gøre anderledes. Til trods for at jeg aldrig har været overvægtig og i øvrigt har dyrket sport ligeså længe som de her tanker har været en del af mig.
Jeg kan huske tilbage til dengang jeg gik til svømning, som jo på mange måder er en sport hvor man har meeeeeget lidt tøj på, og at jeg tænkte 'Hvis jeg bare bliver ligeså tynd som Karin, så kan jeg få en kæreste/bliver jeg mere populær/så bliver jeg glad igen'.
De evige 3-5 kilo
Når jeg ville snakke med Eva om at slutte fred med min krop, var det fordi jeg i en oprydning fandt en gammel kalender. Jeg husker ikke hvad år den var fra, men det kunne have været et hvilket som helst år i løbet af de forgangne 20.
I den var en side, hvor jeg sirligt uge for uge har noteret hvad jeg vejede og hvor meget jeg enten havde tabt eller taget på.
Og det var de samme fucking 5 kilo som jeg netop var gået i gang med at ville tabe. IGEN.
Og som jeg havde forsøgt at tabe året før, året før det og mange gange før. De samme kilo.
Jeg synes simpelthen det var så åndsvagt! Og det gjorde mig ked af det.
Jeg kunne mærke at jeg havde brug for at finde ud af hvor de her tankemønstre kom fra og hvordan jeg kunne bryde dem og rent faktisk elske min krop som den er.
Din røv ser stor ud
For mig har tankerne rod hos min mor. Jeg har hørt min mor sige præcis de samme ting højt til sig selv, også foran mig. Og så har jeg desværre hørt hende sige knapt så flatterende ting om min krop. Værst i hukommelsen er nok, at jeg engang da jeg gik i gymnasiet havde købt mig et par ternede bomuldsbukser. Som mest af alt mindede om et par pyjamasbukser. Det var datidens mode. I dag ville de ikke engang kunne gå ind under 'Loose fit' eller 'Boyfriend fit'. Det var de bukser der var moderne lige før de Liberty mønstrede bukser tog over - så er jeg sikker på du har et godt billede af dem.
Jeg var dengang en str. 36 og gik i gymnasiet. Jeg var langtfra den populære i klassen, så jeg var skidestolt af mine nye bukser som var totalt med på beatet! Lige indtil min mor sagde 'Din røv ser lidt stor ud i de bukser'. Nu skal min mor ikke have skyld for alt i dette liv, hun er en vidunderlig kvinde som har lært mig meget. Men lige dér. Forholdet til kroppen, ville jeg gerne have været foruden.
Hvordan slutter du fred med din krop?
Jeg orker ikke at ligge i krig mere med min krop. Jeg har ikke lyst til at min mor, så mange år efter, stadig skal have et 'say' i hvordan jeg har det med min krop. Vi kvinder er så seje til at lave karriere, bestå vores uddannelser med bravour, blive forfremmet når det passer os, men når det kommer til forholdet til vores krop, oplever jeg selv og også i samtaler med andre, at vi er fremmedgjorte og ligger i krig.
At det er aldrig godt nok.
Så har vi ikke thigh gap. Så har vi for store dansehåndtag.
Damebladene maner til at vi skal tabe 5 kilo inden vi skal i bikini, at vi efter sommerferien skal tabe de kilo vi har taget på fordi vi har nydt livet med rosé og hvidløgsbrød. Næh, fy! Nu skal vi tilbage i form.
Jeg oplever ikke at det nødvendigvis handler om sundhed og om at have det godt i sin egen krop, men det handler om at nå nogle idealer som kun er få forundt, nemlig dem med et endnu mere forskruet kropsforhold eller dem med egen grafiker der kan retouchere.
Jeg har snuset til en spiseforstyrrelse og troet at den eneste vej frem var at stikke en finger i halsen efter jeg havde spist. Men der er lykken heller ikke. Jeg har spist afføringspiller i troen om at det kunne løse mit 'problem'. Jeg hoppede sågar i 'Sådan tabte Medina sig' fælden og bestilte piller fra USA i dyre domme. Men lige lidt hjalp det. Jeg er en madglad pige. Jeg elsker god mad, god vin og så har jeg desværre en tendens til at trøstespise når jeg bliver ked af det.
Så nu prøver jeg.
At slutte fred med min krop.
Med appelsinhud, hvide pigmentpletter og det hele!
Og jeg tager dig med på rejsen.
